En dansk osteopat, som har arbejdet tæt med tenniseliten herunder blandt andet Holger Rune, Clara Tauson og Caroline Wozniacki, står over for alvorlige anklager i en sex skandale-sag og hemmelige optagelser af unge kvinder gennem mere end et årti.
I øjeblikket sidder den danske kendis-osteopat Torben Hersborg varetægtsfængslet i England i en alvorlig sag.
Han er nemlig anklaget for at have filmet unge kvinder i hemmelighed over en periode på 12 år – alt sammen for sin egen seksuelle tilfredsstillelse.
Torben Hersborg har i mange år været tilknyttet Caroline Wozniackis team og har desuden fra 2018 til 2022 arbejdet for Dansk Tennis Forbund, hvor han blandt andet behandlede spillere som Holger Rune og Clara Tauson.
‘Det er brutalt’
Og da Ekstra Bladet spurgte Holger Rune om sagen før French Open i Paris, var han tydeligt chokeret:
“Det er brutalt. Dengang vi var unge, vidste vi jo ingenting om det. Så det er brutalt,” sagde han.
Clara Tauson tog derimod sagen mere roligt, da Ekstra Bladet fortalte hende om de nye detaljer:
“I kender mig godt nok til at vide, jeg ikke er god til at følge med i noget som helst andet end sport. Jeg ser ikke nyheder. Jeg har ikke skænket det en tanke”.
“Han har måske behandlet mig to gange i mit liv, da jeg var yngre. Det er jo noget, Dansk Tennis Forbund skal svare på. Og han har jo været en del af Carolines team, så hun kender ham jo meget bedre, end jeg gør. Så det er nok mere et spørgsmål til hende og dem (Dansk Tennis Forbund, red.),” tilføjede hun.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Chokerende og forfærdeligt
Netop Caroline Wozniacki har tidligere reageret på sagen. Hun udtalte blandt andet:
“Det er helt sikkert noget, jeg ikke selv har oplevet. Men det er klart, at det er chokerende. Jeg har ikke rigtig læst så meget op på det. Men det er klart, at det er forfærdeligt,” sagde tennisstjernen blandt andet.
Ekstra Bladet har også tidligere talt med Dansk Tennis Forbund om sagen:
“Når vi hører om den her sag, hvor Torben Hersborg i smug har luret på, fotograferet og optaget kvinder, tænker man naturligvis, at det er ganske forfærdeligt og en opførsel, der ikke hører nogen steder hjemme,” lød det i et skriftligt svar fra daværende direktør Emil Bødker.
Filmede unge studerende
For nylig kom det frem, at osteopaten i retten i London har erkendt over 2.000 tilfælde af voyeurisme – en seksuel tilfredsstillelse ved i smug at observere andre i intime situationer.
Torben Hersborg blev anholdt den 21. december 2024 i sin bil i Islington, det nordlige London. Han var iført sorte handsker, havde sort plastik spredt ud over bagsædet og var i besiddelse af et kamera med teleskoplinse.
Han erkendte senere, at han havde taget billeder og videoer af unge studerende på et kollegium. Ifølge sigtelsen blev kvinderne filmet i private situationer, alt sammen for hans egen seksuelle tilfredsstillelse.
Ved et tidligere retsmøde fortalte anklager Varinder Hayre, at kollegiet havde gulv-til-loft-vinduer, og at Hersborg fra sin bil havde direkte udsyn til flere soveværelser.
“De første videoer viser en kvinde inde i universitetsbeboelsen kun iført t-shirt. Hun læner sig forover, så man kan se hendes baller. En anden video viser en anden kvinde i et andet rum, som sidder på sin seng. Den tredje video er af en tredje kvinde iført bh med ryggen til vinduet, som ser ud til at tage tøj på,” lød det fra anklageren dengang.
Torben Hersborg har samarbejdet med politiet gennem hele sagen og sidder varetægtsfængslet frem til domsafsigelsen i juli.