Festivalen Suset på Esbjerg Havn kunne i weekenden præsentere en af de helt store amerikanske popstjerner. Næste år vender han tilbage til Danmark.
I 2024 fik Esbjerg en ny stor festival på kalenderen. Og Suset på Esbjerg Havn har allerede i sit andet år vokset sig til næsten dobbelt størrelse. Det skriver EsjbergLiv.dk.
Ifølge mediet kunne festivalen åbne dørene for omkring 14.000 gæster både fredag og lørdag. Du kan se billeder fra den velbesøgte festival nederst i artiklen.
Den store interesse skyldes måske en helt speciel herre, der har stået bag flere internationale hits gennem de seneste 16 år.
Suset kunne nemlig stolt præsentere den amerikanske sanger Jason Derulo som hovednavn på årets festival.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Siden han i 2009 brød igennem med megahittet ‘Whatcha Say’, har Jason Derulo med jævne mellerum toppet hitlisterne med numre som ‘Talk Dirty’, ‘Want to Want Me’ og ‘Swalla’.
Og fik man ikke mulighed for at skråle med på numrene fredag aften, kan man nu ånde lettet op.
Få dage efter Susets afslutning, kan Live Nation Denmark nemlig afsløre, at verdensstjernen vender tilbage til Danmark.
Det gør han den 12. februar 2026 i Royal Arena. Billetsalget starter officielt fredag den 29. august, med presales allerede onsdag og torsdag. Læs mere på Live Nations hjemmeside.
Toppen af dansk musik
Suset bød ud over Jason Derulo på en lang række store danske navne. Publikum kunne blandt andet opleve The Minds of 99, Tobias Rahim og Aqua.
Orange Scene-åbneren Annika var også at finde på plakaten. Hun dannede sammen med Mumle, Ella Augusta og Ida Laurberg en solid kerne på programmet af kvindelige sangerinder, der for nylig har fået deres helt store gennembrud.
Den folkekære radio- og tv-vært Christian Bonde guidede de fremmødte gennem det stjernespækkede program som konferencier sammen med DR Ultra-profilen Maria Helander.



















