Efter sygdom og aflyste koncerter tyder alt nu på, at verdensstjernen alligevel står klar til sin optræden på Tinderbox.
Den australske verdensstjerne Kylie Minogue har for nyligt aflyst flere af koncerter på grund af sygdom. Det ramte blandt andet fans i Tyskland, Polen, Litauen og Estland.
“Som nogle af jer ved, så har vi netop afsluttet den britiske del af Tension-turnéen. Jeg kom i mål, men jeg har desværre måttet overgive mig til en en virus”.
“Jeg har gjort mit bedste for at blive hurtigt rask, så vi kan fortsætte med koncerterne, men jeg er bange for, at det kommer til at tage lidt længere tid for mig at blive frisk nok til at give jer en ordentlig optræden,” lød det fra Kylie Minogue på sin profil på X.
Det har samtidig fået fans til at spekulere på, om hendes kommende koncert på Tinderbox i Odense ligeledes er i fare for at blive aflyst.
Tinderbox’ kommunikationsafdeling kom dog med opløftende nyt til Ekstra Bladet for en uge siden.
“Vi har været i kontakt med Kylie Minogues management, og forventningen er, at hun er frisk til Tinderbox,” sagde de dengang.
“I’m back”
Og nu tyder det på, at hun nok skal dukke op til festivalen trods sygdomsforløb.
På Kylie Minogues Instagram-profil har hun nemlig mandag delt en story, der ser ud til at være gode nyheder for Tinderbox-gæster.
Her ser man silhuetten af hende stå på en scene og med teksten:
“I’m back”.
Efter planen skal Kylie Minogue spille på Panorama fredag den 27. juni klokken 22.
Tinderbox 2025 finder sted fra torsdag den 26. juni til lørdag den 28. juni i Tusindårsskoven i Odense. De sidste billetter er i salg via tinderbox.dk og unitedtickets.dk.