Social kontrol har i ugen været et stort tema, siden det blev afsløret, at elever på flere danske gymnasier oplever både chikane og etnisk opdeling. Sagen har været så omtalt, at man nu i Venstre helt vil lukke ned for et af de omtalte gymnasier.
Chikane grundet påklædning, rygning og indtagelse af alkohol, grupper med skarp opdeling i etnicitet og mobning af elever grundet deres seksuelle orientering.
Det er bare nogle af de tilfælde, der tidligere på ugen blev bragt frem i lyset, da Berlingske kunne afsløre, at tre ungdomsuddannelser i hovedstadsområdet har problemer med negativ social kontrol.
Sætninger som ‘hvem er den bedste muslim?’ har blandt andet været et tema på et af gymnasierne, hvor der er blevet omtalt en form for religiøs kontrol.
Noget Venstre nu mener at have fundet en løsning på.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Luk Ørestad Gymnasium og start forfra,’ lyder det fra Venstres gruppe i Københavns Borgerpræsentation i en pressemeddelelse.
Ørestad Gymnasium var sammen med Københavns Åbne Gymnasium og VUC Lyngby de tre uddannelser, Berlingske afslørede som havende problemer med negativ social kontrol.
Ifølge Jens-Kristian Lütken (V), der er sundheds- og omsorgsbormester i København, er det indlysende, hvorfor mange fravælger Ørestad Gymnasium.
Partiets konkrete forslag lyder derfor, at man lader de allerede eksisterende klasser køre til de bliver studenter, hvorefter skolen skal lukkes ned i et år, inden man igen skal optage elever.
På den måde vil man komme til livs, at usund kultur ikke går i arv fra årgang til årgang, lyder det.
”Negativ, social kontrol er helt, helt uacceptabelt. Det er frygteligt for dem, der lever under den sociale kontrol, men samtidig påvirker det synet på skolen og lysten til at søge ind for borgerne i Ørestad. På den måde bliver problemet selvforstærkende”, siger Jens-Kristian Lütken, der er bekymret for de konsekvenser for de unge, som negativ social kontrol medfører.
I pressemeddelelsen fremhæves det videre, at en undersøgelse fra Als Research i 2019 viste, at lige knap 25 procent af unge kvinder med ikke-vestlig oprindelse oplever, at de ikke frit kan vælge deres partner.
Det er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der har overordnet ansvar for tilsynet med gymnasierne, De skal i samråd med skolens ledelse rette op på problemer, der ifølge Venstre kræver drastiske løsninger.
”Der er ikke tale om nye udfordringer. Derfor mener jeg, at tiden er kommet til en gang for alle at få stoppet udfordringerne ved at lukke skolen. Jeg tror, at et genåbnet Ørestad Gymnasium kan stå som et stærkt lokalt gymnasium om få år, hvis vi tør træffe de rigtige beslutninger nu”, siger Jens-Kristian Lütken.
Det er dog ikke alle, der klapper i hænderne over Venstres forslag om at lukke Ørestad Gymnasium.
Maja Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Gymnasier og rektor på Frederiksberg Gymnasium, mener, at det er den helt forkerte vej at gå.
“Det er ikke den rette vej at gå, for det løser ikke problemet. Det, man skal gøre, er at lave en elevfordelingsaftale, som koncentrer sig om de gymnasier, hvor udfordringen er og så flytte rundt på nogle elever, sådan så at vi går i skole med hinanden,” siger hun til DR.
Ifølge mediet er det i dag op til Børne- og Undervisningsministeriet at sætte rammerne for elevoptaget på ungdomsuddannelserne. Derfor kan kommunen i og for sig ikke tage den beslutning.