Vejle Kommune advarer borgere om risiko for oversvømmelse

Der er risiko for, at borgere i Vejle Kommune bliver ramt af oversvømmelser på årets første dag. Det skyldes kraftig nedbør.

Derfor er kommunen i “højeste beredskab”, skriver den i et opslag på Facebook.

– Der er på nuværende tidspunkt faldet 20 millimeter regn, og vandstanden i åerne er steget kraftigt, lød det lidt før klokken 08.

– DMI (Danmarks Meteorologiske Institut, red.) lover yderligere 30 millimeter i løbet af dagen. Vejle Kommune vurderer derfor, at der er risiko for oversvømmelse fra sidst på formiddagen.

I opslaget opfordres borgerne til at beskytte deres boliger ved hjælp af sandsække.

– Vi opfordrer til, at man sikrer egne værdier ved at beskytte sin bolig – eventuelt med sandsække fra kommunens container ved Spinderihallerne – og at man flytter sin bil væk fra veje og P-pladser i risikoområder.

Der er også en risiko for forhøjet vandstand. Det gælder i Vejle, skriver kommunen, men det kan ifølge DMI også ramme andre dele af landet.

– Der forventes kritisk høj vandstand ved Abalones Plads fra omkring klokken ni, skrev kommunen tidligt onsdag morgen.

DMI skriver på sin hjemmeside, at det onsdag vil blæse kraftigt fra sydvest. I Vadehavet kan man onsdag formiddag nå op på stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

– På grund af den kraftige vind er der i løbet af i dag (onsdag, red.) risiko for forhøjet vandstand i Vadehavet, lyder det fra DMI.

– Her kan vandstanden ved højvandet i eftermiddag nå op mellem 240 og 280 centimeter over DVR90.

DVR90 henviser til middelvandstanden i Danmark, som den var i 1990.