Efter mere end tre årtier vender de nu tilbage med genforening, ny musik og en koncert i 2026. Det bliver et sjældent gensyn med et band, hvis alternative rock stadig har kraft og relevans langt ud over sin egen tid.
Da Sugar i begyndelsen af 1990’erne trådte frem på den amerikanske alternative rockscene, skete det med en umiddelbarhed og en tyngde, som stadig giver genlyd.
Nu, mere end tre årtier senere, er trioen igen aktive og annoncerer en koncert på Store VEGA den 10. juni 2026.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Med genforeningen af de oprindelige medlemmer og ny musik på vej er der tale om en sjælden mulighed for at opleve et band, hvis betydning rækker langt ud over sin egen samtid.
Det skriver Live Nations Denmark i en pressemeddelelse.
Sugar opstod i slutningen af 1991, da Bob Mould samlede bassist David Barbe og trommeslager Malcolm Travis.
Ambitionen var klar fra begyndelsen: at arbejde hurtigt, intenst og uden unødige omveje. Allerede de første koncerter i 1992 på 40 Watt Club viste et band, der fandt sit eget udtryk på scenen, før pladerne overhovedet var ude.
Gennembruddet kom samme år med albummet Copper Blue, som blev kåret til “Album of the Year” af NME.
Sange som A Good Idea, Helpless og If I Can’t Change Your Mind kombinerede melodisk klarhed med forvrænget guitar og en følelsesmæssig intensitet, der ramte et publikum langt ud over undergrunden.
Publikum voksede hurtigt, og Sugar bevægede sig fra klubscener til større spillesteder og festivaler, hvor bandet blandt andet leverede et markant og showstjælende sæt på Great X-pectations Festival i London.
I 1993 fulgte Beaster, et mørkere og mere konfronterende værk, der var indspillet i samme periode, men som live fremstod endnu mere kompromisløst.
Året efter udvidede File Under: Easy Listening bandets udtryk uden at give slip på energien og cementerede Sugar som et band i konstant bevægelse.
Efter den sidste turné i 1995 gik trioen hver til sit, men musikken blev stående, og voksede i betydning gennem årene via genudgivelser og koncertoptagelser.
I 2025 samledes Sugar igen. Med den nye sang House Of Dead Memories og koncertplaner i 2026 er bandet tilbage dér, hvor det altid har givet mest mening: på scenen.
Med volumen, nerve og et bagkatalog, der stadig føles levende, peger meget på, at koncerten i Store VEGA bliver mere end blot et nostalgisk gensyn. Det bliver et møde med et band, hvis musik fortsat insisterer på sin relevans.
Koncerten er en del af Love Your Even Still 2026 World Tour.