Venstre har siddet på borgmesterposten i Lemvig Kommune siden 2007. Det er efter alt at dømme slut næste år.
Flertallet for Chris Olesen (V) som borgmester i den vestjyske Venstre-højborg Lemvig Kommune er smuldret i løbet af de seneste 36 timer.
Han er blevet vraget til fordel for De Konservatives Jens Lønberg, der nu står til at tage borgmesterkæderne.
Det siger Lønberg selv sammen med partierne bag en ny konstitueringsaftale, skriver TV Midtvest.
– Vi forsøgte at sove på den konstituering, vi havde lavet, og da det ikke kunne lade sig gøre, så begyndte tankerne at spille i hovedet, siger Jens Lønberg ifølge mediet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bag den nye konstituering, som bakker op om De Konservatives Jens Lønberg som borgmester, er Socialdemokratiet, SF, Land- og Bylisten samt Danmarksdemokraterne.
Chris Olesen er “fuldstændig rystet” over udviklingen fredag eftermiddag. Det oplyser han i et skriftligt svar til TV Midtvest.
– Aftaleteksten var 48 timer gammel. Jeg regnede med, vi var i Vestjylland, og at en aftale var en aftale, skriver han og tilføjer, at han ikke har yderligere kommentarer.
Den gamle konstituering, hvor det stod til, at Chris Olesen kunne få den gyldne borgmesterkæde om halsen, var indgået mellem De Konservative, Venstre, Danmarksdemokraterne og Land- og Bylisten.
Men Jens Lønberg har haft svært ved at sluge den konstituering, forklarer han.
– De sidste 48 timer har jeg haft svært ved, at så stort parti som Venstre, der har fået så stor en tilbagegang, skal sidde på det hele, siger han på pressemødet ifølge TV Midtvest.
Han understreger, at han hele tiden har ønsket en bredere konstituering og et bredere samarbejde, som han mener, at den nye konstituering lægger op til.
Der er også en udstrakt hånd til Venstre i den nye aftale.
Mens Jens Lønberg tager borgmesterposten og Socialdemokratiets Lone Pilgaard Sørensen er udpeget til 1. viceborgmester, tilbydes Venstre 2. viceborgmesterposten.
Venstre er gået 15 procentpoint tilbage i Lemvig Kommune – men er dog fortsat det største i kommunen med 30,5 procent af stemmerne.
Venstre har siddet på borgmesterposten i Lemvig Kommune siden kommunalreformen i 2007 – i fire ud af fem valgperioder endda med absolut flertal – og i alle årene har borgmesteren heddet Erik Flyvholm.
Men bykongen besluttede sig for at takke af, og derfor var det i stedet 2. viceborgmester Chris Olesen, der var Venstres spidskandidat i år.
/ritzau/
Trumps vilde udmelding: ‘Accepter fredsplanen inden torsdag’