Vanvittigt skyderi på parkeringsplads koster 34-årig livet

En mand blev hårdt såret sent torsdag aften, da der blev afgivet en række skud på en parkeringsplads. Flere af skuddene ramte manden, mens minimum fem biler også er blevet ramt. Nu er der nyt i sagen om det voldsomme skyderi.

Sent torsdag aften rykkede politiet talstærkt ud til en parkeringsplads, hvorfra der var indløbet en anmeldelse om skyderi.

Politiet arbejdede hele natten på stedet, hvor man foretog både tekniske undersøgelser på gerningsstedet og afsøgte med politihunde.

Billeder taget på gerningsstedet dagen derpå viser, at adskillige biler holdt med ødelagte ruder på parkeringspladsen.

I forbindelse med skyderiet blev en mand ramt og efterfølgende meldt hårdt såret – nu deler Københavns Vestegns Politi nyt om hans tilstand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mange betjente blev kaldt til stedet, hvor også teknikere arbejdede intensivt – du kan se en video fra området dagen derpå øverst i artiklen.

Manden der torsdag aften blev ramt af skud i Høje Gladsaxe, er afgået ved døden.

– Vi efterforsker fortsat sagen intenst og kommer senere i dag med yderligere info om gerningsmændenes færden, skriver politiet i et opslag på det sociale medie X.

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet i Høje Gladsaxe i det nordvestlige København torsdag klokken 23.02.

Da politiet ankom til stedet, var den skudramte mand alvorligt såret, og han blev kørt på hospitalet med ambulance.

(Artiklen fortsætter under billedet)

I forbindelse med skyderiet blev minimum fem biler ramt. Bilen på billedet er øjensynligt blevet ramt på begge sider – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Ifølge Ekstra Bladet drejer det sig om en 34-årig mand med tilknytning til rockergruppen Hells Angels.

Mediet oplyser desuden, at manden tidligere har været medlem af gadebanden NNV.

Øjenvidner har tidligere beskrevet, at flere gerningsmænd kunne have været involveret i drabet på parkeringspladsen.

De oplysninger har Københavns Vestegns Politi bekræftet til Ekstra Bladet.

‘Vi kan bekræfte, at det indgår i efterforskningen, at to mørkklædte mænd flygtede fra stedet’, lyder det i en besked fra Claus Buhr, presseansvarlig ved politikredsen.

En 54-årig kvinde blev mandag dræbt af flere skud. Hun blev fundet liggende død på et pizzeria.