Vanvittig sejr! Dansk klub klar til stor finale

Bagud med syv mål i anden halvleg mod Metz, som har vundet samtlige kampe i sæsonen både på hjemlig grund og i Champions League på nær en enkelt uafgjort, så det sort ud for Odense Håndbold.

Men med et imponerende comeback kæmpede holdet sig tilbage i kampen, og i en dramatisk afslutning med forlænget spilletid sejrede danskerne 31-29.

Dermed er Odense som det første danske hold siden 2010 klar til at spille finale i Champions League.

I finalen søndag venter de forsvarende mestre fra Györ, som i sin semifinale slog Team Esbjerg.

Det var tydeligt, at Ole Gjekstad havde dikteret, at der i forsvaret skulle pakkes tæt omkring Metz-stregspiller Sarah Bouktit, nummer fire på CL-topscorerlisten inden Final 4-stævnet.

Det lykkedes Odense godt med, og generelt stod forsvaret solidt i den tempofyldte kamp.

Tre franske udvisninger i det første kvarter gav tilmed gode forudsætninger for Odenses angreb, der har været det mest scorende i hele Champions League. Men de tekniske fejl var for mange.

Faktisk var det Metz, som hele tiden var et mål eller to foran i første halvleg, og fire minutters dansk måltørke frem mod pause gav fransk pauseføring på 16-13.

Ingen ved bedre end den norske veterankeeper Katrine Lunde, hvordan man vinder Champions League. Det har hun gjort syv gange før med tre forskellige hold. Derfor virkede det oplagt, at hun blev sendt ind i Odenses mål efter pausen.

Men Metz havde fået overtaget, og både i angrebet og i forsvaret dominerede franskmændene tungt fra anden halvlegs start.

Odense-måltørken fortsatte yderligere syv minutter fra starten af anden halvleg. Og den slags bliver straffet på topniveau.

Metz bragte sig foran 20-13, og kampen virkede knækket. En tiltrængt timeout bragte dog nyt liv ind i fynboerne, og pludselig var det Metz, som ikke kunne få bugt med den forsvarsmur, Odense fik banket op.

Seks danske mål på stribe gjorde det til 21-22, og med knap ti minutter igen bragte Mie Højlund fuldstændig balance på måltavlen ved 23-23.

Det forblev helt tæt hele vejen, og der måtte forlænget spilletid ved 27-27 efter 60 minutter.

Her blev bunderfarne Katrine Lunde afgørende. Kun et straffekast passerede hende i de første fem minutters forlængelse, hvilket gjorde angrebet i stand til at bringe fynboerne foran 30-28 inden de sidste fem minutter.

Da hun også kun lukkede et mål ind i anden halvleg, gjorde det ikke noget, at holdkammeraterne også kun scorede et i den anden ende.

Lunde kan søndag vinde Champions League med sin fjerde klub i karrieren.