Det har været en stor del af debatten gennem længere tid. Nu viser en ny måling, at virkeligt mange danskere har fået nok.
Et stort flertal af danskerne ønsker nemlig, ifølge en ny måling, at fratage udlændinge deres danske pas, hvis de begår kriminalitet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De fleste spærrede øjnene op, da Venstre-formand Troels Lund Poulsen lørdag proklamerede, at han er helt klar til at trække Danmark væk fra de internationale konventioner.
Det vil han gøre for, at Danmark kan fratage kriminelle udlændinge deres rødbedefarvede pas.
Men målingen viser altså, at et forholdsvist stort flertal står bag Lund Poulsen.
Sådan lyder resultatet af en ny meningsmåling af analysevirksomheden Moos-Bjerre Consultants for Weekendavisen.
Seks ud af ti danskere støtter således helt eller delvist, at danske statsborgere af udenlandsk oprindelse bør fratages deres danske statsborgerskab, hvis de begår kriminalitet. Hver femte er imod.
Derudover mener hver tredje dansker, at alle personer, som har fået tildelt statsborgerskab de seneste otte år, skal stille op til en fornyet indfødsretsprøve.
Som det ser ud nu, forhindrer internationale konventioner, at Danmark kan fratage borgere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab, hvis de er dømt for kriminalitet.
Det er her, at Troels Lund Poulsen har mistet tålmodigheden, i forhold til regeringens udlændingepolitik.
‘Men formår vi i denne regeringsperiode ikke at ændre konventionerne, så mener jeg, at Danmark må opsige statsborgerretskonventionen i løbet af 2026’, lød det i et opslag på hans private Facebook.
Moderaterne, med Lars Løkke i spidsen, er dog anderledes skeptiske.
‘V vil trække DK ud af statsborgerretskonventionen uden forudgående drøftelse i regeringen. Skal vi gå engang og melde Danmark ud? Uden fortilfælde’, skrev Lars Løkke Rasmussen (M) kort efter på X.