Tre mænd er varetægtsfængslet og sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et færdselsuheld lørdag. Her gik flere personer amok med økser, køller og knive i et rent voldsorgie
Tre mænd på henholdsvis 19, 22 og 36 år er varetægtsfængslet frem til 4. juni.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Fyens Stiftstidende efter et grundlovsforhør, der blev afholdt i Retten i Svendborg efter et slagsmål med både knive, økser og bat, der fandt sted i Odense lørdag.
Avisen fortæller også, at den 36-årige tidligere har været tiltalt i en sag, hvor en konflikt mellem to bandegrupperinger kostede en uskyldig mand livet.
Lørdag eftermiddag kørte tre biler sammen i krydset mellem Niels Bohrs Allé og Munkebjergvej nær Syddansk Universitet i Odense.
Efterfølgende udviklede det sig til et slagsmål, hvor der ifølge TV 2 Fyn blev anvendt både knive, økser og bat.
En person kom alvorligt til skade i forbindelse med episoden, men var ikke i kritisk tilstand, lød det.
De tre mænd, der er varetægtsfængslet, er sigtet for drabsforsøg og forsætlig fareforvoldelse.
Den ene af de to yngre mænd var chauffør i bilen og er også sigtet for yderligere fareforvoldelse, fordi han var tæt på at køre en cyklist ned.
Fyns Politi anholdt i alt fem personer i forbindelse med slagsmålet.
Det er politiets foreløbige vurdering, at der fortsat er flere på fri fod, som var involveret i påkørslen og slagsmålet.