Vanvid på åben gade: Fuldstændig usandsynligt held redder livet på offer

Illustrationsfoto

En fuldstændig vanvittig hændelse er sket på åben gade, hvor en mand i et usandsynligt held endte med at komme fra stedet med livet i behold. En gerningsmand med en pistol løb ifølge politiet op til offeret for at dræbe ham, men skuddet satte sig fast

To mænd med tilknytning til bandemiljøet fremstilles mandag formiddag i et grundlovsforhør, hvor de kræves varetægtsfængslet for at have medvirket til et drabsforsøg i Emdrup i september sidste år.

Det skriver Københavns Politis anklagemyndighed på det sociale medie X.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Angiveligt leverede de to mænd på 19 og 33 år gerningsvåbnet til en 36-årig nordmand, som forsøgte at skyde en mand på Guldstjernevej den 22. september 2025.

Våbnet virkede ikke, så der blev ikke affyret skud. Nordmanden – Dag-Ørjan Slåen – blev i februar idømt 13 års fængsel for dette og et andet drabsforsøg.

Han var om eftermiddagen dukket op med en ladt revolver i Kiosk Bien på Guldstjernevej i Emdrup, der ligger i Københavns Nordvestkvarter.

Her skulle han skyde og dræbe en navngivet mand, som han på forhånd havde fået udpeget af en eller flere ukendte bagmænd, som han kommunikerede med via krypterede digitale tjenester.

Men revolveren virkede ikke, og offeret, der har en relation til banden Comanches MC, der tidligere var kendt under navnet Satudarah, slap uskadt væk. Det er kommet frem under retssagen mod nordmanden i Københavns Byret.

De to mænd, der mandag kræves fængslet, sidder i forvejen varetægtsfængslet for andre forbrydelser. Anklagemyndigheden vil altså have udvidet fængslingsgrundlaget til også at omfatte medvirken til drabsforsøget.

Det fremgår af opslaget på X ikke, hvordan de to forholder sig til den nye sigtelse.

Den 19-årige sidder i forvejen varetægtsfængslet på mistanke om våbenbesiddelse i sagen fra Emdrup. Den 33-årige er fængslet i en sag om sprængning og brandstiftelse mod et pizzeria i Søborg i marts sidste år.

Mandagens retsmøde er planlagt til klokken 09.30, og anklagemyndigheden vil anmode dommeren om at lukke dørene under grundlovsforhøret.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad de sigtede eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvarerne kan fortælle, hvordan de mistænkte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/