At skaffe Tottenham det første trofæ i 17 år var ikke nok til at redde sit job for cheftræner Ange Postecoglou.
På London-klubbens hjemmeside er det bekræftet, at den australske cheftræner er blevet præsenteret for en fyreseddel.
For nylig førte han Tottenham til det første trofæ i 17 år, da man vandt en uskøn Europa League-finale over Manchester United med 1-0.
Det var dog en enlig succeshistorie i en sæson, som på hjemlig grund var historisk dårlig for den hvidblusede klub.
Holdet samlede kun 38 point i 38 kampe og sluttede på en skuffende 17.-plads lige over nedrykningsstregen.
Alligevel skal klubben i næste sæson spille Champions League, som var en af belønningerne for at vinde Europa League i denne sæson.
Det bliver dog så med en ny træner til at styre tropperne.