Stemmerne tælles op efter tirsdagens valg i Israel, hvor ingen af de to blokke endnu har opnået flertal.
Efter at over 40 procent af stemmerne er talt op ved det israelske valg, har fortsat ingen af de to blokke flertal.
Det viser en foreløbig stemmeoptælling ifølge The Times of Israel. Tallene kommer fra Israels valgkomité tidligt onsdag morgen.
Premierminister Benjamin Netanyahus blok står i øjeblikket til at få 57 mandater, mens oppositionsblokken får 47.
I midten af det hele står de to arabiske partier Ra’am og Fælleslisten med i alt 16 mandater.
Ingen af de to blokke har dermed de 61 mandater, som kræves for at få flertal i Israels parlament, Knesset.
Tallene har rykket sig markant, siden 25 procent af stemmerne var talt op tidligere natten til onsdag. Det må fortsat forventes, at tallene kan rykke sig, efterhånden som stemmerne tælles op.
Likud-partiet, som ledes af Netanyahu, står ifølge den foreløbige stemmeoptælling til at blive det største parti.
Oppositionspartiet Yashar!, der ledes af Gadi Eisenkot, ligger nummer to.
De arabiske partier kan ende med at få en afgørende rolle ved Israels valg.
Netanyahu har i en tale natten til onsdag afvist at danne en regering, der baserer sig på støtte fra arabiske partier.
Mansour Abbas, der leder Ra’am, sagde tirsdag aften, at han håber, at han sammen med oppositionsblokken kan sikre et flertal i det israelske parlamentsvalg.
Eisenkot har sagt, at han vil gøre alt for at danne en samlende zionistisk regering. Natten til onsdag lød det fra partiformanden, at “befolkningen har stemt for forandring”, og “fiaskoens koalition har mistet folkets tillid”.
Den israelske befolkning har afholdt valg i skyggen af tre år med krig og angreb på flere fronter.
Først angreb Hamas Israel 7. oktober 2023, så begyndte raketterne at flyve ind over Israel fra Hizbollah i Libanon og Houthi-bevægelsen i Yemen.
Som svar på Hamas’ angreb – det dødeligste enkeltstående angreb på Israel i landets historie – iværksatte Israel krigen i Gaza, som ifølge Gazas sundhedsvæsen har kostet over 70.000 mennesker livet.
Sideløbende har Israel angrebet mål i Syrien og Yemen, ført krig i Libanon og har været i krig mod Iran sammen med USA.
RITZAU
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.

