Knud Vincents ser ud til at kunne fortsætte som Slagelse-borgmester alligevel efter ny konstitueringsaftale
Der er igen flertal for Knud Vincents (V) som borgmester i Slagelse Kommune.
Det siger han selv torsdag på et pressemøde.
Henrik Brodersen (DF) bliver dermed alligevel ikke borgmester.
Vincents har været borgmester siden 2022, og efter sidste måneds kommunalvalg så det ud til, at han kunne fortsætte. Men så forlod SF konstitueringsaftalen, og flertallet bag Vincents forsvandt.
Derefter gjorde en ny konstitueringsaftale Brodersen til kommende borgmester, men nu er der altså igen et flertal bag den siddende borgmester.
Bag flertallet for Brodersen var netop Venstre, men det er Vincents og partifællerne nu løbet fra.
Der er tale om en feberredning af Vincents. For den nye konstitueringsaftale er kommet på plads, inden det nye byråd i Slagelse Kommune fredag holder konstituerende møde, hvor borgmesteren fra 1. januar endegyldigt vælges.
– Det er en historisk bred konstituering, vi har lavet her, siger Vincents.
Konstitueringsaftalerne, som er lavet efter kommunalvalget 18. november, er ikke bindende før det konstituerende møde i den enkelte kommune. De finder sted i perioden fra 1. december til 15. december, og i Slagelse er det altså 5. december.
Bag den nye konstitueringsaftale i Slagelse Kommune, der sikrer Vincents fire år mere som borgmester, står Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative, Liberal Alliance, SF og Storebæltslisten. De udgør 24 af 31 mandater i byrådet.
Det er ifølge Vincents første gang i kommunen, at både Venstre og Socialdemokratiet indgår i en konstitueringsaftale.
– Det er en aftale, hvor der er politiske ting, vi kan have gode dialoger om, men det kan også være med til at udvikle kommunen yderligere, siger Vincents.
Venstre og Socialdemokratiet er de to største partier i det kommende byråd. Begge partier fik ni mandater hver ved valget.
Det var 23. november, at Brodersen kunne træde frem og fortælle, at han skulle være borgmester i Slagelse. Han sikrede dermed DF partiets eneste borgmesterpost i forbindelse med sidste måneds valg. Men borgmesterkæderne nåede han altså slet ikke at få på.
Torsdag morgen fik Brodersen et opkald fra Vincents. Her fik Brodersen at vide, at Vincents havde sikret sig et nyt og bredere flertal, fortalte DF’eren til TV2 Øst tidligere torsdag.
/ritzau/