Ustyrlig chikane: Mand ringede over 200 gange til sit offer

En 34-årig kvindes møde med en 46-årig mand på Snapchat udviklede sig til byge af uønskede beskeder og telefonopkald, og nu er manden varetægtsfængslet på baggrund af sigtelser for trusler og stalking.

I søndags skete fængslingen endelig i forbindelse med et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Kvinden er fra Kalundborg. Hun fik kontakt med manden, som er fra Fredensborg, i midten af juli.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi fulgte der efter den indledende kontakt et forløb med chikane, hvor manden ringede til kvinden 210 gange og skrev 230 beskeder.

Det var nærmest ustyrlig chikane. Manden valgte nemlig at opsøge hendes på hendes bopæl og hendes arbejdsplads.

Her skulle han, ifølge politiets sigtelser, have fremsagt trusler mod både hende og hendes børn.

Angiveligt var den 34-årige kvinde ikke den første, som måtte stå model til chikanerier fra den 12 år ældre nordsjællænder.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er manden nemlig sigtet for yderligere tre tilfælde af trusler, som er gået ud over to forskellige kvinder i Nordsjælland i maj og juni.

Midt- og Vestsjællands Politi har ikke oplyst, hvorledes den 46-årige mand forholder sig til sigtelserne.

Ved søndagens grundlovsforhør bestemte dommeren, at manden skal sidde varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker sagen, foreløbig frem til den 28. august.