USA sænker dansk forsvarsoprustning

Danmark pumper milliarder i oprustning af forsvaret. Men et problem spænder ben.

Våbnene kommer ikke frem i tide.

Derfor er forsvarsminister Troels Lund Poulsen onsdag i Washington D.C. for at overbevise blandt andet republikanske kongresmedlemmer og den amerikanske flådeminister om hurtigere levering til Danmark. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

”Vi opruster massivt i Danmark og Europa. Jeg er stolt af, at Danmark er et af de lande, der går forrest i oprustningen. Men der er ingen tvivl om, at det går for langsomt med at få leveret materiel. Derfor er jeg rejst til USA for at drøfte vores gode og tætte samarbejde, men også for at fremhæve udfordringen med lange leveringstider fra den amerikanske forsvarsindustri. Jeg ser frem til at drøfte udfordringen med den amerikanske flådeminister og republikanske medlemmer af Kongressen,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto af forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Forsvarsministeriet

Vil diskutere hurtigere levering

Under sit besøg i Washington D.C. skal forsvarsminister Troels Lund Poulsen mødes med chefen for det internationale F-35 programkontor.

Her vil han undersøge muligheden for at få fremskyndet leveringen af de 16 nye F-35 kampfly, som regeringen og forsvarsforligskredsen besluttede at anskaffe den 10. oktober.

”Danmark har et langt og tæt samarbejde med USA om forsvarsmateriel. Det kommer til at fortsætte. Amerikansk materiel og teknologi er vigtig for Forsvarets opgaveløsning og Danmarks evne til at bidrage til NATO’s kollektive afskrækkelse og forsvar. Anskaffelsen af 16 nye F-35 kampfly udgør en markant styrkelse af Forsvarets kampkraft og et vigtigt bidrag til NATO’s kollektive forsvar og afskrækkelse.” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Var i USA i juli

Den 10. oktober annoncerede regeringen en investering på 29 milliarder kroner i 16 nye F-35-kampfly, hvilket bringer det samlede antal op på 43. Allerede i juli var forsvarsministeren i USA for at drøfte netop en hurtig anskaffelse af flyene.

”Med den forventede anskaffelse af yderligere 16 F-35-kampfly foretager vi en historisk styrkelse af Forsvaret. Jeg besøgte USA i juli, hvor jeg drøftede muligheden for hurtigt at anskaffe yderligere F-35-kampfly med chefen for det internationale F-35-kampflyprogram. Den mulighed er der nu afsat midler til at forfølge, så vi kan lave en anskaffelse, der styrker opbygningen af Forsvarets kampkraft både hurtigt og markant,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Det er blandt andet kampflyene, der stadig lader vente på sig.

Du kan læse mere om den massive oprustning af forsvaret her:

Stort paradigmeskift i Dansk forsvarshistorie: Indkøber nu disse voldsomme angrebsvåben

58 milliarder til dansk forsvar: Sådan skal pengene bruges