Flytrafikken blev i Danmark og internationalt påvirket af konflikten i Mellemøsten i slutningen af februar.
Februar var en god måned for Københavns Lufthavn, men uroen i Mellemøsten skabte usikkerhed sidst på måneden.
Siden lørdag, hvor USA og Israel i en koordineret indsats rettede luftangreb mod Iran, har store dele af luftrummet været lukket i regionen.
Det har betydet 47 aflyste fly mellem København og forskellige steder i Mellemøsten, heriblandt ruterne til Dubai, Doha, Abu Dhabi, Erbil, Muscat og Tel Aviv. Foreløbigt er omkring 12.000 passagerer til og fra København påvirket af situationen.
Det skriver Ritzau.
‘Sikkerhed har den absolut højeste prioritet, og det er endnu uvist, hvor længe luftrummet over regionen forbliver lukket,’ siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
‘Vi arbejder tæt sammen med de berørte flyselskaber i Københavns Lufthavn, så flyene kan komme på vingerne igen, så snart luftrummet genåbner.’
Rejsende til og fra Mellemøsten udgør tre procent af det samlede antal passagerer i Københavns Lufthavn, men mange mellemlander i regionen for at flyve videre til andre destinationer i for eksempel Asien.
Vinterferieugerne gjorde februar til den travleste måned nogensinde i lufthavnen. 2,2 millioner passagerer passerede terminalerne – 11 procent mere end sidste år.
De mest populære destinationer var London, Oslo og Stockholm, mens de interkontinentale topdestinationer var Doha, Bangkok og Dubai.
Både Qatar og De Forenede Arabiske Emirater er blandt de lande i Mellemøsten, som i disse dage er ramt af uroligheder.

