Et dansk kongeslot åbner dørene til en række aftenevents, der skal fungere som en smeltedigel af kulturelle oplevelser og historieformidling.
Vi er gået ind i den mørke tid her i Danmark.
Det kan virke lidt trist at se ud ad vinduet om eftermiddagen og se, at solen allerede er ved at krybe væk fra himlen.
Men de kolde måneder lægger også op til kulturelle events, der lyser op i mørket.
Det skal en ny serie af events på et af Danmarks flotte kongeslotte nu forsøge at udnytte.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Trolddom, astrologi og elektronisk musik
Den 6. november løber første udgave af ‘Koldinghus by Night’ af stablen.
‘Koldinghus by Night’ er et nyt eventformat på Koldinghus, der blander ting som musik, historie og kulturelle debatter.
I en pressemeddelelse sætter Maria Horn Rasmussen, chef for Program, Klub & Partnerskaber ved Den Kongelige Samling, ord på konceptet bag det nye eventformat:
“Med ‘Koldinghus by Night’ ønsker vi at åbne slottet og invitere besøgende indenfor til en aften, hvor samtidskulturen bringes i spil. Nutidens kunstnere og tænkere får mulighed for at gå i dialog med de enestående genstande og temaer fra vores samling og udstillinger – og skabe nye forbindelser, der gør historien nærværende og meningsfuld i dag,” fortæller hun.
Premiereeventet i serien har fået undertitlen ‘Tro & Tankespind’ og tager afsæt i den aktuelle særudstilling ‘Kronede Øjeblikke’.
Særlig én genstand i udstillingen er central for aftenens tema. Det Oldenborgske Horn, der menes at være fremstillet i 1400-tallet, er omgærdet af mystik, og gennem tiderne har mange fundet på teorier, der kan forklare hornets oprindelse – nogle mere fantasifulde end andre.
Blandt de mange teorier er en myte centreret om en elverpiges fristelser, og hornet er dermed tæt forbundet med mangeårige tanker om trolddom.
Derfor giver det også god mening, at en af folkene bag HEX! Museum of Witch Hunt, forsker og historiker Louise Lindgaard, er at finde på aftenens program.
Sammen med museumsinspektør og kurator ved Den Kongelige Samling, Mirja Thaulow, sætter hun et historisk perspektiv på trolddom og ritualer.
Louise Lindgaard og Mirja Thaulow får selskab på programmet af podcastduoen Astropod, DJ Jonas Visti og jazzduoen Cort Lunde.