Midt- og Vestjyllands Politi er nu oppe på at have anholdt ti personer i en sag om overfald, frihedsberøvelse og vold mod en 17-årig dreng i april.
Mandag blev yderligere tre personer nemlig anholdt i sagen, og de stilles tirsdag for en dommer ved Retten i Viborg, oplyser lokalpolitiet i Viborg til Ritzau.
Sagens 17-årige offer blev overfaldet, holdt fanget og udsat for vold af en gruppe gerningsmænd i et skovområde ved Viborg.
Her fandt en politipatrulje den forslåede dreng, efter at politifolkene havde set lyskegler fra en bil i skoven, som viste sig at være gerningsbilen.
Det skete 19. april klokken 22.39, og omtrent en time tidligere havde politiet modtaget en anmeldelse om, at drengen var blevet overfaldet.
Allerede i timerne efter overfaldet foretog politiet de første anholdelser i sagen, og fire teenagere mellem 16 og 18 år blev den følgende dag varetægtsfængslet i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De sidder stadig fængslet i sagen, hvilket også gælder for tre andre mænd på henholdsvis 18, 20 og 32, som blev anholdt halvanden uge senere.
Lokalpolitiet i Viborg står for efterforskningen af sagen, og nu er der så igen foretaget anholdelser af personer, som man vurderer skal sættes fast med det samme.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har tidligere oplyst, at der i sagen er rejst sigtelser for grov vold, frihedsberøvelse og røveri, men at sigtelsen for røveri ikke er en del af fængslingsgrundlaget.
Retsmøderne i sagen har indtil nu kørt for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning. Dermed har offentligheden ikke haft mulighed for at høre de sigtedes forklaringer eller at høre anklagemyndighedens fremlæggelse af sagen.
Tirsdagens grundlovsforhør går i efter planen i gang klokken 09.30