Popkometen Annika har efter et vanvittigt 2025 begået en bedrift, der markerer et kønsskifte i toppen af dansk musik.
Den unge sangerinde Annika havde et gennembrudsår af historiske dimensioner i 2025.
Hun gik ind i året med en række populære singler fra 2024 i bagagen. Og allerede i januar kunne hun tilføje endnu et hit til kataloget med sin gæsteoptræden på Anton Westerlin-nummeret ‘Blodigt’.
I starten af juli gav hun en koncert på Roskilde Festival som åbneren af den ikoniske Orange Scene, og her havde hun sit dugfriske debutalbum med.
Netop debutpladen ‘AW’ endte med at klare sig så godt i 2025, at Annika nu har opnået en bedrift, der ikke er sket siden 1999.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sparker mændene af tronen
Annika er nemlig den første kvindelige danske kunstner i 26 år, der topper den officielle årsliste over de mest populære album i Danmark.
De sidste mange år har landets mandlige artister domineret listen, der udgives årligt af musikselskabernes brancheorganisation, IFPI.
Navne som Gilli, Benny Jamz og Tobias Rahim har således toppet listen i de seneste år.
Men nu har Danmark altså fået en ny popdronning, der har indtaget tronen i 2025.
Hun topper listen med debutalbummet ‘AW’, der også er flot repræsenteret på årslisten over individuelle numre.
Her er fire af albummets sange at finde i top 100. Højest placeret er det Lamin-gæstede kæmpehit ‘Stolt’, der er rangeret som nummer fire.
Annika går også igen med ældre numre samt gæsteoptrædener på listen, hvor hun indtager hele 12 pladser i alt.
Øverst på årlisten over de mest populære numre i Danmark findes en anden ung kvinde, Mumle, der er med som gæst på Omars nummer ‘Hele Vejen’.
Også på listen over de mest solgte vinyludgivelser sidder en kvindelig sangerinde på førstepladsen. Her er det imidlertid den amerikanske verdensstjerne Taylor Swift, der har solgt flest fysiske eksemplarer af albummet ‘The Life of a Showgirl’.
