Ung mand bakker kollegaer over: Svæver nu mellem liv og død

En 21-årig mand har bakket to af sine kolleager over i en vejarbejdszone. Kollegaerne er bragt til Rigshospitalet, hvor lægerne kæmper for livet på den ene af dem

En 21-årig mand har i en tragisk ulykke bakket en 53-årig og en 41-årig kollega over med yderst alvorlig personskade til følge.

Det oplyser Københavns Politi lørdag morgen til Presse-fotos.dk.

“Det foregår inde i et vejarbejdsområde, hvor de to tilskadekomne sidder og arbejder med noget ventilation – og så er der en varevogn, som bakker,” siger vagtchef Henrik Stormer til Presse-fotos.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses udrykningen til stedet fredag aften – se flere billeder nederst

Ulykken er sket ved vejarbejdet langs Øresundsmotorvejen i Tårnbytunnelen fredag aften klokken 19.42.

Lørdag morgen kæmper lægerne stadig for den ene af vejarbejdernes liv.

“Den 53-årige mand er alvorligt kvæstet, mens den 41-årige mand er moderat tilskadekommen,” siger vagtchef Henrik Stormer.

Han tilføjer, at den 21-årige mand, der førte varevognen, lørdag formiddag vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Københavns Byret med henblik på varetægtsfængsling.

“Her er han stillet over for en todelt sigtelse: Han er sigtet efter straffelovens paragraf 241, der er uagtsomt manddrab – og for straffelovens 249, der omhandler uagtsom betydelig legems- eller helbredsskade.”

Sigtelsen er rejst på den måde, fordi politiet endnu ikke er bekendt med, om den ene vejarbejder afgår ved døden.

Vagtchef Henrik Stormer kan ikke udtale sig om, hvordan den 21-årige mand forholder sig til sigtelserne.

På Vejdirektoratets hjemmeside fremgik det fredag aften, at det alvorlige uheld var sket på Øresunsmotorvejen i retning væk fra Sverige mellem <17> Lufthavn V og <19> Ørestad.

Efteråret har ramt Danmark – og dermed kommer sæsonen for influenza og corona også. Nu melder Statens Serum Institut, at nye coronavarianter med nye symptomer kommer til at dominere i den kolde periode. Her er, hvad du skal holde øje med