Ulovligt testcenter kan få grønt lys: Vil tage kontroversiel lov i brug

Forsvarsministeriet undersøger nu, om den rammeanlægslov, der blev vedtaget sidste år, kan tages i brug.

En lov, der blev vedtaget af Folketinget i september 2025, giver myndigheder mulighed for at tilsidesætte krav, som normalt kan bremse bygge- og anlægsprojekter.

Formålet med loven er at sikre, at projekter og driftsaktiviteter med væsentlige nationale forsvarsformål kan gennemføres hurtigere og dermed sikre en hurtigere opbygning af Forsvarets kampkraft.

Forsvarsministeriet vil nu vurdere, om loven kan tages i brug i en konkret sag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Skal opfylde væsentligt formål

Forsvarsministeriet undersøger, om rammeanlægsloven kan tages i brug i forbindelse med Weibels testcenter i Hørsholm Kommune. Det skriver ministeret i en pressemeddelelse.

Weibel Scientific har i flere årtier testet militært udstyr på en adresse på landet i Hørsholm Kommune, skriver Ritzau. Men det er blevet gjort uden tilladelse, og kommunen har derfor erklæret testcentret ulovligt.

Derfor er ministeriet i gang med at vurdere, om kriterierne for at tage den nye lov i brug er opfyldt, så testene kan fortsætte.

Konkret skal det vurderes, om driftsaktiviteten på testcenteret opfylder et væsentligt nationalt forsvarsformål, og om formålet kan opnås på anden vis.

Forsvarsministeriet forventer at kunne træffe en beslutning inden april 2026.

Vidtgående beføjelser

91 stemte for loven tilbage i september, mens Alternativet, Borgernes Parti, Enhedslisten og en løsgænger stemte imod. Enhedslisten advarede dengang om, at regeringen med loven bevæger sig ind på et farligt spor.

“Enhedslisten er imod L222, fordi loven giver regeringen meget vidtgående beføjelser i forhold til at se bort fra vigtig lovgivning på bl.a. natur-, miljø- og planlægningsområdet,” sagde Trine Pertou Mach, medlem af Folketinget for Enhedslisten, til Presse-fotos.dk.

Rammeanlægsloven er en del af den militære oprustning i Danmark. 

Se også
Ny lov giver minister frie hænder: Miljøet risikerer at betale prisen

Korte videoer