Ukrainske våben på vej til Fyn?

Illustrationsfoto

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil inden for det næste halve år invitere tre til fem ukrainske virksomheder til at påbegynde våbenproduktion i Danmark.

Det siger han under et besøg i den ukrainske hovedstad, Kyiv, til Berlingske.

Står det til ham, vil det være oplagt at placere nogle af de nye ukrainske våbenfabrikker dér, hvor Danmark i marts etablerede et nyt dronecenter, nemlig i Odense.

Danmark skal være ambitiøs, siger Troels Lund Poulsen. Derfor er det ifølge ham ikke nok blot at invitere én virksomhed.

Om få år skal Danmark have en forsvarsindustri, som kan levere både til det danske forsvar og til allierede, siger han.

Initiativet om at invitere ukrainske virksomheder til Danmark er en del af en aftale, som Troels Lund Poulsen og hans ukrainske modstykke, Rustem Umerov, indgik i slutningen af juni. 

Troels Lund Poulsen sagde her, at han forventer, at aftalen også vil gavne dansk forsvar, fordi de ukrainske virksomheder eksempelvis kan producere droner til det danske forsvar.

Det kræver dog, at Ukraine gennemfører ny lovgivning, som tillader produktion i andre lande. Men det kræver også, at Danmark gør.

Berlingske skriver videre, at Troels Lund Poulsen netop har fremsat et lovforslag, som giver den siddende og fremtidige forsvarsministre, hvad avisen betegner som nærmest uindskrænkede beføjelser til at omgå den danske lov.

Avisen spørger forsvarsministeren, hvordan man vil sikre, at korruption ikke følger med de ukrainske virksomheder til Danmark.

Han erkender, at det er en bekymring i den danske regering, at Ukraine historisk har haft store problemer med korruption.

– Det har jeg åbent sagt, at dér har vi valgt at løbe en risiko. Vi gør alt, hvad vi kan, for at følge alle de produkter, vi bestiller hos ukrainerne, for at sørge for at de rent faktisk når frem til fronten, siger han til avisen.

Han siger, at regeringen kommer til at stille som krav, at der skal være 110 procent sikkerhed i forbindelse med ukrainsk våbenproduktion på dansk jord.

Som eksempler på sikkerhed kommer han i artiklen blandt andet ind på spørgsmålet om korruption og også dansk arbejdsmarkedslovgivning.