Det er ikke mange dage siden, at der skete stenkast på en dansk motorvej, og nu er den desværre gal igen. Søndag blev en kvinde ramt.
En uhyggelig tendens er begyndt at plage de danske motorveje.
Onsdag blev en bil ramt af en sten på Amagermotorvejen ved afkørslen til Avedøre Holme og det samme skete søndag den 30. august på selv samme sted.
Nu er det sket igen – men et helt andet sted.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
En 42-årig kvinde fra Greve slap uskadt, da hendes bil søndag blev ramt af en sten på Køge Bugt Motorvejen.
Hændelsen fandt sted klokken 14.28, da kvinden kørte under en gangbro. Pludselig blev bilens forrude ramt af en sten, som hun beskrev som værende på størrelse med en tennisbold.
Stenen kom oppefra, men kvinden nåede ikke at se nogen personer på gangbroen.
Hun kom ikke til skade ved hændelsen.
Politiet hører gerne fra personer, der kan have oplysninger om stenkastet
Både onsdag og natten til i søndag den 30. august lukkede Københavns Vestegns Politi motorvejen, hvor de mulige stenkast fandt sted, for at undersøge området for spor.
Dengang udtalte politiet, at de gerne ville høre fra personer, der har set noget mistænkeligt ved broen eller i området.
“Det kan for eksempel være vidner, der har set noget mistænkeligt i området i tiden op til episoderne eller hørt nogen prale med hændelserne,” udtaler vicepolitiinspektør Morten Rosendal, Københavns Vestegns Politi, i meddelelsen.
“Jeg vil gerne understrege, at den form for fareforvoldelse, som et stenkast kan medføre, bliver taget meget alvorligt af politiet,” udtaler Morten Rosendal.

