Naboerne til det omstridte udrejsecenter Kærshovedgård har gentagne gange oplevet ubehagelige episoder og efterlyser nu mere handling fra lokalpolitikerne.
“Det krænker min retsfølelse, at vi har udlændinge uden lovligt ophold, der ikke bør være i Danmark, men som alligevel kan færdes frit rundt i landet, mens de bor på Kærshovedgård.”
Sådan lød det fra Rasmus Stoklund i en pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet den 24. oktober 2025.
Udtalelsen faldt i forbindelse med førstebehandlingen af et lovforslag fra regeringen, der skal stramme kontrollen med udlændinge uden lovligt ophold i Danmark.
Rasmus Stoklund fremhæver udrejsecentret Kærshovedgård, der siden sin åbning i 2016 flere gange har været centrum for bekymrende sager.
Blandt andet sagen om det udvisningsdømte forældrepar, der – trods dom for mishandling af deres fire døtre – gentagne gange har opsøgt pigerne, mens de afventer udvisning og derfor opholder sig på Kærshovedgård.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Utrygge i egen by
Også naboerne til udrejsecentret er godt trætte af stedet, skriver TV Midtvest.
“Det kan ikke passe, at man skal være så utryg ved at bo i sin egen by,” siger Jørgen Kristensen til mediet.
Jørgen Kristensen er en af de borgere, der jævnligt mødes med andre naboer til Kærshovedgård for at diskutere problemerne omkring udrejsecentret.
Han har flere gange haft indbrud og oplevet ubehagelige episoder, som han kobler til centret.
Ham og de andre borgere savner handling, og selvom ansvaret ikke ligger hos kommunerne, mener de, at lokalpolitikerne bør gøre en ekstra indsats for at råbe regeringen op.
“De skal trykke på deres kilder på Christiansborg. Nogle af dem hører til i et regeringsparti. Dem savner vi, kommer på banen,” siger Finn Pedersen, en af de andre borgere med udrejsecentret i baghaven.
Da det er vanskeligt at flytte udrejsecentret eller sætte en lås på stedet, foreslår borgerne i stedet, at de udvisningsdømte kriminelle fjernes fra Kærshovedgård, da det er dem, der er roden til utrygheden.
Borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen, har taget kontakt til politikerne på Christiansborg for at få drøftet problemet.
“Jeg har talt med samtlige ministre på området om den påvirkning, det (Kærshovedgård, red.) har på lokalområdet, og at det ikke er okay. Jeg har også inviteret den nye minister Rasmus Stoklund, og han har lovet at komme ved første lejlighed,” fortæller Ib Lauritsen til TV Midtvest.
På Kærshovedgård bor afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold, der af forskellige årsager ikke kan sendes hjem.
Beboerne er ikke frihedsberøvede og kan derfor frit komme og gå på centret, men de er som udgangspunkt underlagt opholdspligt.