Statsministeriet varsler udskiftning i regeringen.
Med et folketingsvalg lurende overtager en ny politiker roret i Ældreministeriet.
“Ældreminister Mette Kierkgaard ønsker at udtræde af regeringen,” skriver Statsministeriet nemlig i en pressemeddelelse.
Det betyder, at Danmark nu skal have en ny minister.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Til TV 2 fortæller Mette Kierkgaard, at beslutningen om at stoppe skyldes personlige årsager.
“Min familie har brug for mig,” siger hun.
“Det er selvfølgelig en svær beslutning, men på en måde har livet indhentet os. Og når jeg bliver nødt til at vælge familien til, så er der noget andet, jeg må vælge fra.”
Mette Kierkgaard erstattes af en partifælle fra Moderaterne.
Statsminister Mette Frederiksen foreslår nemlig Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen som ny ældreminister.
Den ændring skal Mette Frederiksen nu præsentere for Hans Majestæt Kongen. Det sker klokken 11.30.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kommende ældreminister Henrik Frandsen. Foto: Marie Hald – Folketinget.
Der er afskedsaudiens for Mette Kierkgaard på Amalienborg klokken 12.30, hvorefter ministeroverdragelsen finder sted.
Mette Kierkgaard blev medlem af Folketinget for Moderaterne den 1. november 2022 og indtog allerede den 15. december posten som ældreminister.
Henrik Frandsen, som bliver ny ældreminister, blev også medlem af Folketinget for Moderaterne den 1. november 2022. Tidligere har han været borgmester i Tønder Kommune.
