Vandstanden i flere åer vil blive kritisk på årets første dag, lyder advarsel fra kommunen.
Vejle Kommune frygter, at åerne gennem byen vil løbe over sine grænser på årets første dag.
Det skriver kommunen i et opslag på Facebook. Derfor har kommunen stillet sandsække op til fri afhentning for borgere nytårsdag.
– Meget regn nytårsaften og nytårsdag kan give problemer med oversvømmelse, og der kan nu frit afhentes sandsække ved Spinderihallerne i Vejle, skriver kommunen.
Kommunen, der er i løbende kontakt med Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, skriver, at vandstanden i åerne vil blive kritisk mellem klokken 12 og 18 1. januar 2025.
– Vejrudsigten er pt. meget usikker. Vandstanden i vandløbene vil blive høj, men vi forventer ikke oversvømmelse, hvis de nuværende prognoser fra DMI holder stik, skriver kommunen.
Vejle Kommune er en af 51 kommuner, der er i særlig risiko for oversvømmelser fra hav og vandløb.
Allerede i 2011 blev kommunen udpeget af Kystdirektoratet som et risikoområde. Kommunen har også et utal af gange stillet sandsække til rådighed for borgerne på grund af oversvømmelser.
I december fik kommunen tilsagn om 12,6 millioner kroner fra statens kystpulje.
Projektet har til formål at beskytte Vejle by og havn mod oversvømmelse blandt andet ved etablering af højvandsmur og forlandsdannelse.
/ritzau/