Udsat for levende helvede i 11 timer: Nu er der nyt

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

I september 2024 blev en mand kidnappet og udsat for vold og trusler. Mandag er der kommet nyt i sagen.

En mand i 40’erne var udsat for et vaskeægte mareridt tilbage i september 2024.

Her blev han kidnappet og i 11 timer udsat for rædsler på flere adresser.

Sagen har siden da kørt for domstolene, og nu er der nyt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Tre mænd er mandag blevet fundet skyldige i en sag om en 11 timer lang frihedsberøvelse af en mand i 40’erne.

Det har Retten i Roskilde afgjort, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Straffen lyder på et års fængsel til en 22-årig mand og fire måneders fængsel til en 23-årig mand. Sidstnævnte har derudover fået to tillægsdomme på henholdsvis 60 dage og seks måneders fængsel.

Den sidste dømte – en 41-årig mand – udeblev fra retten, men fik ni måneders fængsel gennem sin forsvarsadvokat.

Både den 22-årige og den 41-årige ankede dommene på stedet, mens den 23-årige udbad sig betænkningstid.

Sagen går tilbage til den 16. september 2024, hvor vidner så en mand i 40’erne blive slæbt ind i en bil af fire andre mænd.

I løbet af 11 timer blev han kørt til flere adresser, hvor han blev udsat for vold og trusler. Det skete blandt andet med en pistol.

Hændelsen havde til formål at få manden i 40’erne til at overføre et større pengebeløb. Det lykkedes ham dog at flygte.

Inden retssagen gik i gang, var i alt syv mænd, hvoraf flere ifølge politiet har relationer til rockermiljøet, tiltalt i sagen.

Ud over frihedsberøvelsen af manden i 40’erne dækker sagen også over en anden kidnapning af en anden mand. Det skete også i september 2024.

Inden det første retsmøde blev det dog besluttet, at to af de syv tiltalte skulle udskilles fra retssagen.

Den ene ville anklagemyndigheden have idømt en anden retsfølge end straf, og den anden er allerede blevet idømt 11 års fængsel i en anden sag, hvilket ville absorbere straffen fra den aktuelle sag om frihedsberøvelse.

Blandt de resterende fem tiltalte i sagen var der en 20-årig mand, som aldrig dukkede op.

En anden tiltalt – en 22-årig mand – mødte op til det første retsmøde i sagen, men han forsvandt i løbet af dagen.

Der er derfor ikke afsagt dom mod de to.

– Det har været en relativt kaotisk sag, hvor flere personer er stukket af – både mens sagen blev efterforsket, men også da den kørte for retten. Det viser tydeligt, hvor svære sager inden for det her miljø kan være for politiet og anklagemyndigheden, siger senioranklager Rune Rydik og tilføjer:

– Med dommen i dag har vi fået stillet tre af de tiltalte til ansvar for den virkelig grove forbrydelse, de har begået. Nu vil vi koncentrere os om at få stillet de resterende personer til ansvar.

Flere personer med relation til sagen er fortsat efterlyst, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/

Se også
Store problemer lige nu: Hospital i nødberedskab
Annonce
Annonce