Udsat for groft overfald ved kirke

En ganske særpræget voldssag har set dagens lys, hvor en 57-årig mand er blevet udsat for et groft overfald ved en kirke i det jyske.

Tirsdag eftermiddag var der drama for alle pengene ved Holstebro Kirke.

Klokken 12.42 blev politiet kaldt ud til en parkeringsplads på Kirkestræde i Holstebro, hvor en 57-årig mand var blevet slået af en jævnaldrende mand, skriver TV Midtvest.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

“Det er sådan en parkeringsplads, hvor man venter på at få en plads. Gerningsmanden var trukket ind til siden for at give plads til andre, hvorefter den forurettede dytter af ham”, siger Knud Lauridsen, som er politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro.

Det kunne gerningsmanden tilsyneladende ikke håndtere. Han valgte at stige ud af bilen, hvorefter han marcherede op til forurettedes bil, åbnede passagerdøren og så gik han ellers amok.

“Han læner sig ind i bilen og giver den forurettede tre til fire slag i ansigtet”, siger politikommissæren.

Kort efter det voldelige optrin ankommer politiet til parkeringspladsen, hvor de finder gerningsmanden. Han optræder meget rolig og erkender, at han har slået den anden mand gentagende gange.

Offeret skal nu opsøge lægehjælp, men ifølge politikommisæren kom han ikke slemt til skade.