“Trump er i gang med en narrativ kampagne,” fortæller udenrigs- og Grønlandsordfører Sascha Faxe.
Donald Trump og flere af hans højtstående amerikanske politikere er i denne uge kommet med en række udmeldinger om Grønland.
Muligheden for brug af militær magt er formentlig det mest skelsættende, der er blevet nævnt.
Flere stemmer i det republikanske landskab har dog afvist, at det er den vej, man går. Alligevel kan scenariet ikke affejes, da Trump selv har understreget, at det altid er en mulighed for den amerikanske præsident.
“Selvfølgelig er brugen af det amerikanske militær altid en mulighed, der står til rådighed for den øverstkommanderende,” sagde Trump tidligere på ugen ifølge Reuters.
Men uanset hvad der bliver sagt fra amerikansk side, er der ifølge Sascha Faxe, udenrigs- og Grønlandsordfører for Alternativet, ikke tale om tilfældigheder.
“Trump er i gang med en narrativ kampagne over for den amerikanske befolkning, så han har rygdækning for at rykke på Grønland,” fortæller Sascha Faxe til Presse-fotos.dk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge hende er der tale om et vedvarende forsøg på at overbevise den amerikanske befolkning om, at det er den rigtige beslutning, hvis der vælges at eskalere i Grønland.
Dertil mener hun, at flere højtstående politikere er i gang med at sprede misinformation, og at løgne fra amerikansk side i sig selv udgør et angreb.
“Meget af det han og hans folk siger er usandt, og bliver gentaget så mange gange, at det i sig selv er et angreb på Grønland og Rigsfællesskabet,” siger Sascha Faxe og advarer mod at lade sig trække ind i Trumps præmisser:
“Så at gå med på Trumps dagsorden om, hvad Danmark og Grønland kan, er med til at understøtte hans forvrængning af situationen og forsimpling af virkeligheden i Arktis.”
Afslutningsvis roser Sascha Faxe den grønlandske og danske regering for deres måde at håndtere situationen på.
“Såvel den grønlandske som den danske regering laver pt et godt arbejde,” siger hun.
