Rejsesæsonen er skudt i gang, og derfor kommer ministeriet nu med vigtige informationer i to populære feriedestinationer.
Skoleåret er så småt ved at være slut, og dermed nærmer danskernes ferieplaner sig med hastige skridt.
Danskerne valfarter som oftest sydpå, hvor flere destinationer i Sydeuropa er populære.
Men med situationen i mange lande på nuværende tidspunkt melder Udenrigsministeriet nu ud om to lande, der er særdeles populære feriedestinationer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det drejer sig om Kroatien og Grækenland, som Udenrigsministeriet nu kommer med vigtige oplysninger om.
Det skyldes, at vi nu er gået ind i sæsonen for naturbrande i begge lande, og derfor er det vigtigt for danskerne at være opmærksomme.
‘Ved naturbrande kan veje være lukkede. Luftkvaliteten kan være påvirket. I meget alvorlige situationer kan de lokale myndigheder vælge at evakuere berørte borgere,’ lyder det i en pressemeddelelse.
Det lyder fra Udenrigsministeriet, at danskerne automatisk vil få besked fra henholdsvis de græske og kroatiske myndigheder, hvis man er i et berørt område. Ministeriet anbefaler derfor at følge de lokale myndigheders anbefalinger.
Store naturbrande er allerede begyndt at bryde ud i Grækenland, hvor dele af øen Evia blandt andet er blevet evakueret.
Ifølge Reuters har omkring 88 brandmænd og frivilige kæmpet mod flammerne, mens otte fly og seks helikoptere har hjulpet med slukningsarbejdet.
Sidste år gjaldt det øen Kithira, hvor der var behov for en stor indsats for at stoppe den store brand.
Temperaturerne flere steder i Europa har været høje den seneste uge, hvor det især har været den vestlige del af kontinentet, der har været ramt af usædvanlig varme.
Det gælder blandt andet Frankrig, hvor flere personer er omkommet i temperaturer, der røg en del over 40 grader.
Hvis man rejser til Kroatien eller Grækenland kan man tilmelde sig danskerlisten via Udenrigsministeriets app, hvor ministeriets rejsevejledning til landende også fremgår.
