Udenrigsminister i tårer efter skæbnemøde

Grønlands udenrigsminister Vivian Motzfeldt blev rørt til tårer, da hun efter onsdagens dansksprogede pressemøde gav interview til det grønlandske medie KNR.

‘De seneste dage har været hårde. Vi har forberedt os, og presset er blevet stadig stærkere,’ sagde Vivian Motzfeldt.

Interviewet fandt sted efter skæbnemødet mellem Grønland, Danmark og USA i Washington, hvor USA’s præsident Donald Trump efterfølgende gentog, at USA har brug for Grønland af hensyn til national sikkerhed.

Se også
LIVE – “Frygtede et Zelenskyj-moment”: Løkke melder ud efter Grønlands skæbnemøde

Motzfeldt understregede samtidig, at mødet var præget af respekt.

‘Vi arbejder med alle kræfter for, at vi i Grønland kan leve trygt,’ lød det videre fra den grønlandske udenrigsminister.

Hun deltog tidligere på dagen i pressemøde sammen med Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor parterne oplyste, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal arbejde videre med situationen.

Se også
Trump efter skæbnemøde: USA har brug for Grønland – Danmark kan intet gøre

Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, kombinerede både kontant politik og personlige følelser, da hun tidligere onsdag deltog i møde i Washington med USA’s vicepræsident J.D. Vance og USA’s udenrigsminister Marco Rubio.

Det fortæller hun til det grønlandske medie Sermitsiaq, skriver Ritzau.

Ifølge Motzfeldt gjorde hun det klart over for de amerikanske repræsentanter, at det stigende pres fra USA har skabt frygt og usikkerhed i den grønlandske befolkning.

‘Jeg lagde vægt på de følelser, vi oplever i Grønland, og det pres, som over tid har skabt frygt og utryghed i befolkningen. Og det må vores allierede forstå,’ siger hun.

Motzfeldt deltog i mødet sammen med Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Frygten i Grønland er ifølge udenrigsministeren opstået, efter at USA’s præsident Donald Trump gentagne gange har ytret ønske om amerikansk kontrol over Grønland af sikkerhedspolitiske årsager.

Både Danmark og Grønland understregede ved mødet, at internationale spilleregler skal respekteres, herunder at Grønland som en del af rigsfællesskabet er medlem af NATO på linje med USA.

Samtidig slog Motzfeldt fast, at Grønland er åben for samarbejde.

‘Vi er klar over, at Grønlands geopolitiske placering giver et stort ansvar,’ siger hun.

Illustrationsfoto

Korte videoer