Et udenlandsk jagerfly har torsdag fløjet i cirkler over Aalborg. Den nordjyske by var en af de byer, der onsdag og natten til torsdag havde ukendte droner i luftrummet.
Luftrummet over Aalborg Lufthavn blev sent onsdag lukket, efter der var spottet droner over den nordjyske lufthavn.
Senere samme aften og i løbet af natten til torsdag, blev der også spottet droner over Esbjerg Lufthavn, Skrydstrup Lufthavn og Sønderborg Lufthavn.
Dronehændelserne, der af forsvarsminister Troels Lund Poulsen bliver kaldt hybridangreb, skete i kølvandet på en lignende hændelse i Københavns Lufthavn mandag aften.
Torsdag formiddag fløj et tysk jagerfly så i cirkler over Aalborg.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver TV 2, der oplyser, at jagerflyet lettede fra den tyske luftbase Schleswig-Jagel klokken 10.04 og ankom til Aalborg omkring klokken 10.30.
Klokken 11 retunerede flyet igen til Tyskland.
Det er dog endnu uvist, hvad jagerflyet har foretaget sig i det danske luftrum.
Ifølge Reuters mener den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, at Rusland er hovedmistænkt i sagen om droneflyvninger i Danmark.
‘Mistanken er åbenlys: dette er en del af Vladimir Putins strategi, uden at vi, som sagt, kan sige noget konkret i denne sag,’ siger Boris Pistorius og fortsætter:
Det er en del af det, vi oplever hver dag. Vi er ikke i krig, men vi er heller ikke længere i fuldstændig fred. Vi bliver angrebet, hybridt i desinformationskampagner og nu også af droner. Det er den virkelighed, vi står over for og har at gøre med.’
Den russiske ambassade afviser dog til Jyllands-Posten, at Rusland er involveret i dronehændelserne.
Presse-fotos.dk har fulgt dronesagen tæt – du kan læse meget mere om nattens hændelser lige her.