Det tyske medie Welt har brugt et billede af den danske politiker som illustration for en norsk FN-ambassadør med samme navn.
Millioner af Epstein-dokumenter blev fredag i sidste uge offentliggjort af det amerikanske justitsministerium.
Dokumenterne indeholder navne på flere fremtrædende personer, heriblandt den norske kronprinsesse Mette-Marit.
En anden, der optræder med navn i dokumenterne, er Mona Juul. Men det er ikke den Mona Juul, der er formand for Det Konservative Folkeparti. Det drejer sig om den norske FN-ambassadør med samme navn.
Navneforvirringen har ført til en uheldig fejl i et tysk medie. Mens mediet Welt har skrevet en artikel om den norske Mona Juul, har de i delingen på Facebook og X brugt et billede af den danske Mona Juul.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er partiformanden for Det Konservative Folkeparti “rigtig vred” over, fortæller hun til TV 2.
“Det er selvfølgelig helt utilstedeligt på alle måder. Jeg er faktisk rigtig vred over det, for jeg vil under ingen omstændigheder være i nærheden af den sag,” siger hun.
“Det er en super alvorlig sag, og vi har brug for, at de etablerede medier kan finde ud af at skrive noget, der er rigtigt. Der er tale om en fejl, og den skal Die Welt selvfølgelig rette.”
I skrivende stund er opslaget delt på Facebook og X endnu ikke blevet taget ned.

