Tysk heavy metal-band lægger vejen forbi K.B. Hallen

Foto: Live Nation

Tysk power metal med gotisk flair og religiøs tyngde har gjort Powerwolf til et af genrens mest markante navne.

Næste år lægger det tyske heavy metal-band Powerwolf vejen forbi K.B. Hallen i København som en del af deres kommende Europa-turné ‘Wake Up The Wicked Tour 2026’.

Det skriver Live Nation i en pressemeddelelse.

Og med sig har de svenske HammerFall som “very special guest” og italienske Wind Rose som support – et stærkt line-up, der tegner til en aften i metallens tegn.

Koncerten markerer endnu et højdepunkt i Powerwolfs omfattende karriere, som i mere end to årtier har forenet gotisk æstetik, religiøse symboler og klassisk power metal.

Netop denne kombination er blevet bandets kendetegn – ikke mindst på scenen, hvor de leverer shows med teatralsk flair, latinske kor og kirkelyd.

Turnéen følger i kølvandet på annonceringen af ‘Wildlive (Live at Olympiahalle)’ – en ny liveudgivelse, der lander den 6. marts 2026 via Napalm Records.

Det kommende album har allerede vakt begejstring blandt fans og anmelderkredse, og turnéen forventes at byde på både nyklassikere og ældre fanfavoritter.

Fra niche til metalmissionærer

Powerwolf blev dannet i 2003 af brødrene Matthew og Charles Greywolf og den rumænskfødte frontmand Attila Dorn.

Siden debutalbummet ‘Return in Bloodred’ (2005) har bandet bevæget sig fra niche til hovednavn på Europas største metalfestivaler.

Med udgivelser som ‘Lupus Dei’ (2007) og ‘Blessed & Possessed’ (2015) har de cementeret deres position i power metal-genren, ofte med en selvudnævnt “metalmissionærisk” tilgang til musikken.

“Metal er en livsstil – metal er religion,” udtalte organist Falk Maria Schlegel engang – et udsagn, der afspejler Powerwolfs målrettede arbejde med at bygge en lyd og identitet, der både er genkendelig og kompromisløs.

Billetsalget starter fredag den 4. juli 2025 klokken 10 via livenation.dk og billetlugen.dk.

Powerwolf lægger vejen forbi K.B. Hallen i København den 19. februar 2026.

Syv af Danmarks største navne står klar til at fyre op under Fyrfest i Viborg til august, når dyrskuepladsen forvandles til en festplads.