‘Go’ morgen Danmark’ får en ekstra times live-tv hver morgen, og kulturprogrammet ‘Insider’ flytter ind på TV 2 med lørdagsflade og nye værter.
TV 2 styrker sit aktualitetstilbud og udvider fra i dag, 13. oktober, morgenprogrammet ‘Go’ morgen Danmark’ med en ekstra times live-tv i hverdagene.
Det betyder, at programmet nu sender fra kl. 06.30 til kl. 10.30, efterfulgt af genudsendelser frem til kl. 14.50.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Udvidelsen sker som led i en større satsning på aktualitet og fællesskab.
“I en tid, hvor samtalen bliver sværere, og fællesskabet udfordres, er vores ansvar for at levere public service vigtigere end nogensinde. Her spiller Go’ en central rolle,” siger Henriette Ladegaard-Pedersen, programredaktør på TV 2.
Hun fremhæver, at de længere liveudsendelser giver mulighed for at gå mere i dybden med dagens emner og skabe en nærværende samtale med seerne.
Studierne i Tivoli i København har fået et visuelt løft i forbindelse med udvidelsen.
De øvrige Go’-formater fortsætter uændret: ‘Go’ aften Live’ sendes fortsat i to daglige omgange fra kl. 17.20-18.00 og 18.25-19.00, mens ‘Go’ weekend’ bevares på sendefladen lørdag og søndag fra kl. 08.10-10.00.
Efter nytår planlægger TV 2 desuden et nyt liveprogram søndag aften.
Det faste værtskorps tæller blandt andre Lise Rønne, Michèle Bellaiche, Louise Wolff, Andrew Moyo, Mikkel Kryger og Natasja Crone.
Samtidig bliver kulturprogrammet ‘Insider’ en del af Go’-universet.
Programmet, der produceres af Nordisk Film TV, rykker fra 18. oktober ind på TV 2, hvor det sendes hver lørdag kl. 18.20-19.00 fra Go’-studiet og på TV 2 Play.
Abdel Aziz Mahmoud og Nicklas Bøhm er værter og lover et program fyldt med popkulturelle tendenser og indblik i tidens strømninger.
“‘Insider’ er et popkulturprogram, vi selv ville elske at se. Vi glæder os til at fortsætte med at dele insider-viden med seerne,” siger Abdel Aziz Mahmoud, som samtidig stopper som vært på ‘Go’ aften Live’.
Siden premieren i maj 2025 har ‘Insider’ haft gæster som Pilou Asbæk, Lily Collins, Helle Thorning-Schmidt og Mascha Vang.
Ifølge Henriette Ladegaard-Pedersen passer programmet naturligt ind i Go’-universet og styrker TV 2’s samlede kulturtilbud.
Linse og Lukas fejrer udsolgt krimi med fuldt hus: “Vi gør det helt på vores måde”