Onsdag kan TV 2 give de første glimt af en ny stor dramaserie, der omhandler Danmarks tidligere regent, Dronning Margrethe 2.
De sidste optagelser til første sæson af TV 2’s nye dramaserie om Dronning Margrethe er kommet i hus.
Det annoncerer mediehuset selv i en pressemeddelelse.
I samme ombæring løftes sløret også for første sæsons handling samt det stjernespækkede cast.
Den forventede premieredato for serien, hvis idémand også har stået bag serier som ‘Forbrydelsen’ og ‘Nikolaj og Julie’, er også kommet frem.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En menneskelig fortælling
I første sæson af serien, der har fået titlen ‘Margrethe’, følger vi den lille prinsesse fra fødslen i 1940 til 1953, hvor den nye tronfølgelov gjorde hende til tronarving.
Serien giver et indblik bag den royale facade og skildrer den kongelige familie, som Margrethe blev født ind i blot en uge efter Tysklands besættelse af Danmark.
“Historien om vores alle sammens dronning Margrethe 2. er en fantastisk, dramatisk fortælling om en pige, der vokser op under meget særlige omstændigheder i en magtfuld familie og bliver ‘den udvalgte’. Det, der har interesseret os mest, er ikke alt det storslåede og guldbelagte, men det menneskelige indblik i, hvordan det er at være en del af en sådan familie. Hvordan man er far, når man er konge. Og især hvordan det er at være en lille pige, der vokser op på et slot, imens verden er usikker, og der er krig lige uden for vinduerne,” siger executive producer hos SAM Production, Meta Louise Foldager Sørensen.
Stjerner på rollelisten
I rollen som Margrethes forældre, Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid, optræder henholdsvis Nikolaj Lie Kaas og svenske Josefin Asplund.
Margrethes bedsteforældre, Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine, portrætteres ligeledes af to velkendte navne.
Christian 10., der ved seriens begyndelse var konge af Danmark, spilles af den erfarne teaterskuespiller Henrik Larsen.
Hustruen Alexandrine spilles af den Robert-vindende Kirsten Lehfeldt.
De fire konger og dronninger får selskab på rollelisten af andre kendte navne som Thure Lindhardt, Klaus Bondam og Christine Albeck Børge.
‘Margrethe’, er udviklet efter en idé af manuskript- og bogforfatter Søren Sveistrup.
Serien er produceret af SAM Production i samarbejde med Ahil Films.
Adam Price og Meta Louise Foldager Sørensen agerer henholdsvis creative executive producer og executive producer.
Thor Bjørn Krebs er hovedforfatter på serien, mens Mogens Hagedorn er konceptuerende instruktør.
‘Margrethe’ forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2027.
