Manden, der skal overtage Rolf Sørensens mangeårige rolle som ekspertkommentator ved den kommende Tour de France, er nu fundet.
I sidste uge kunne TV 2 komme med en god og en dårlig nyhed.
Den dårlige nyhed var, at Rolf Sørensen ikke vender tilbage til Tour de France-kommentatorboksen ved Dennis Ritters side. Det er simpelthen for opslidende for den tidligere cykelrytter, der har rundet de 60 år.
Den gode nyhed var, at han trods alt deltager i dette års Tour-dækning efter to års fravær. Denne gang bliver han dog hjemme i Danmark og indtager i stedet rollen som ekspert.
Ved annonceringen teasede TV 2 for, at der snart ville komme nyt om, hvem der i år skal sidde ved siden af Dennis Ritter under verdens største cykelløb.
Og nu løfter mediehuset altså sløret for den nye faste ekspertkommentator.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Står på skuldrene af Mader og Leth’
I Rolf Sørensens fravær de seneste år har Dennis Ritter blandt andre haft Christian Moberg, Trine Schmidt og Emil Vinjebo som supplement i Tourens lydbillede.
En helt fjerde, der også har vikarieret i kommentatorboksen er den tidligere cykelrytter Lars Bak.
Og det bliver altså ham, der ved den kommende Tour de France skal sidde som fast ekspert ved Dennis Ritters side.
“Lars Bak har gennem en årrække vist sit store værd i vores dækning af professionel cykelsport. Han er grundig og spreder højt humør. Han er en vaskeægte cykelnørd, som formår at formidle tekniske detaljer, så det også er til at forstå for de seere, som kun cykler til bageren. Det vægter også højt, at han som aktiv sled og slæbte i Tour-feltet og kender løbet indefra,” siger John Jäger, TV 2’s chefredaktør på Tour de France, i en pressemeddelelse.
At han nu kan tage skridtet op som en fast del af lydssporet til danskernes sommer, betyder meget for Lars Bak.
“Jeg er stolt og benovet over at få lov til at formidle hele løbet fra første parket. I kommentatorboksen står vi på skuldrene af Jørn Mader og Jørgen Leth, og det er en ære at kunne bidrage med min erfaring og indsigt i Tour de France og i det hele taget blive en del af lyden af sommer på TV 2,” siger han i en pressemeddelelse.
Lars Bak har selv deltaget i Tour de France otte gange i løbet af sin karriere, hvor han kørte for hold som CSC, HTC – High Road og Lotto Soudal.
Ritter og Bak får skiftevis besøg i kommentatorboksen af førnævnte Christian Moberg og Emil Vinjebo.
