Flere hundrede tusinde bygninger er truet af højtstående grundvand. En ny beregningsmodel skal være med til at sikre hurtig beskyttelse af områderne.
”Højtstående grundvand er en trussel mod tusindvis af boligejere, som vi skal tage meget alvorligt. For når vandet fylder kælderen nedefra, er det både dyrt for den enkelte husejer og meget svært at gøre noget ved alene.”
Sådan lyder det fra Miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Omkring 450.000 boligbygninger i Danmark er truet af højtstående grundvand, som kan skabe problemer for både fundament og kældre.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I dag er det grundejernes eget ansvar at sikre boliger mod truslen. Sidste år besluttede et flertal i Folketinget dog, at spildevandsselskaber må etablere kollektive løsninger, der kan sænke grundvandet i for eksempel villakvarterer.
Der er dog en betingelse. Spildevandsselskaberne skal kunne dokumentere, at det bedre kan betale sig at investere i kollektive løsninger end at lade være.
Konkret skal gevinsten ved at forebygge oversvømmelser – i form af færre skader – være større end udgifterne til forebyggelsen.
Nu er der landet en ny beregningsbekendtgørelse, som skal hjælpe spildevandsselskaberne med at vurdere netop det. Målet med bekendtgørelsen er at få løsningerne sat hurtigere i gang.
”Vi har lagt vægt på at gøre beregningsmodellen så enkel og fleksibel som muligt for spildevandsselskaberne, så de hurtigt kan få spaden i jorden og sikre de berørte områder,” siger Magnus Heunicke.
