USA’s præsident, Donald Trump, kalder Irans angreb på en amerikanskledet militærbase i Qatar for “et meget svagt svar”.
Det gør han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
Ifølge Trump kom ingen amerikanere til skade i angrebet og “næsten ingen skade skete”.
– Vigtigst af alt er, at de har fået det hele ud af deres “system”, og forhåbentligt vil der ikke være mere had, skriver præsidenten.
I samme ombæring takker han Iran for at give USA en tidlig advarsel om angrebet.
– Måske kan Iran nu bevæge sig videre mod fred og harmoni i regionen, og jeg vil med stor entusiasme opfordre Israel til at gøre det samme, skriver Trump.
Ifølge Trump blev der affyret 14 missiler, hvoraf 13 blev skudt ned, mens en blev “sat fri”, fordi dens kurs ikke udgjorde en trussel.
– Tillykke verden, det er tid til fred!, lyder det i et nyt opslag fra Trump delt otte minutter efter det første.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Qatars udenrigsministerium meldte mandag ud, at Iran havde angrebet en amerikansk militærbase i Qatar. Også det amerikanske forsvarsministerium bekræftede, at Iran havde sendt flere missiler mod basen Al-Udeid.
Irans angreb kommer som et svar på, at USA lørdag sendte en række militærfly mod Iran og angreb landets atomanlæg.
Anonyme embedsfolk sagde også tidligere til The New York Times og Reuters, at Iran varslede både USA og Qatar forud for angrebet.
Ifølge Reuters siger en talsperson for Qatars udenrigsministerium, at landet har dybe bånd med Iran, men at angrebet kræver et “oprigtigt” møde.
Talspersonen siger også, den seneste tids eskalering af konflikten i regionen begyndte med Israels “uansvarlige praksis” i Libanon, Syrien og Iran og i de palæstinensiske områder Gaza og Vestbredden.
Der er sent mandag aften dansk tid forskellige meldinger om Qatars luftrum. Mens den qatarske talsperson siger, at en genåbning af luftrummet snart vil blive meddelt, siger USA’s udenrigsministerium, at det vil forblive lukket.
Den amerikanske ambassade i Qatar vil genåbne tirsdag, lyder det videre fra det amerikanske udenrigsministerium.