Trump vil have to lande til at modtage palæstinensere

Jordans kong Abdullah rejser senere på måneden til USA for at mødes med præsident Donald Trump.

Det oplyser det kongelige palads i Jordan ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Kong Abdullah II vil mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus tirsdag den 11. februar 2025, efter at Hans Majestæt modtog en invitation fra præsident Trump i sidste uge, lyder det i en erklæring søndag.

Meldingen kommer, efter at den amerikanske præsident har foreslået, at Jordan og Egypten i stort omfang skal tage imod palæstinensere fra Gaza.

Forslaget har dog mødt modstand fra begge lande.

I sidste uge sagde den jordanske udenrigsminister, Ayman Safadi, at Jordan er imod at fordrive palæstinensere – uden at nævne Trumps forslag.

– Vores afvisning af fordrivelsen af palæstinensere er bestemt og kommer ikke til at ændre sig. Jordan er for jordanere, og Palæstina er for palæstinensere, sagde Ayman Safadi i en pressemeddelelse.

I dag opholder over to millioner palæstinensere sig i Jordan. Trump har tidligere fortalt, at han har været i kontakt med Jordans konge og foreslået, at landet kunne tage imod flere.

– Jeg sagde til ham (kong Abdullah, red.): “Jeg ville elske, hvis du tog imod flere”. Jeg ser på hele Gazastriben lige nu, og det er noget rod. Jeg vil gerne have, at han tager imod folk, sagde den amerikanske præsident.

Ifølge Trump kunne en løsning være at bygge boliger i nabolandene og flytte de mange palæstinensere i Gaza, der er internt fordrevne efter Israels talrige angreb.

Den idé har også mødt modstand i Egypten, som i Trumps øjne er et oplagt modtagerland.

Det egyptiske udenrigsministerium har afvist at affolke de palæstinensiske områder ved at flytte eller fordrive palæstinensere.

Også i Gaza har der været kritik af tankegangen.

Et højtstående medlem af Hamas-bevægelsen har udtalt, at palæstinensere vil “forpurre” planer i den retning.

Det har de gjort tidligere, når der har været tale om at flytte dem, har det lydt fra Bassem Naim fra den militante bevægelse, som sidder på magten i Gaza.

AFP

Der er blevet uddelt mange bøder i januar fra nogle nye, særlige fotovogne, der går efter bestemt trafikanter. Læs mere her.