Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har natten til torsdag talt med USA’s præsident, Donald Trump.
Her lykønskede de to ledere hinanden med det, der kaldes en historisk bedrift i form af en godkendelse af den første del af Gaza-aftalen.
Det fremgår af en udtalelse fra Netanyahus kontor, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udtalelsen kommer, efter at Trump natten til torsdag på Truth Social meddelte, at Israel og den militære bevægelse Hamas begge har godkendt den første fase af en fredsplan for Gaza.
Hamas bekræftede i en udtalelse efterfølgende, at der er indgået en aftale.
Netanyahu kaldte det i en udtalelse for en stor dag for Israel og sagde, at han torsdag vil samle regeringen til en endelig godkendelse af aftalen.
Også det israelske medie Times of Israel beskriver udtalelsen fra Netanyahus kontor om nattens opkald mellem de to ledere.
– De to havde en følelsesladet og varm samtale, hvor de lykønskede hinanden med den historiske bedrift (i form af, red.) at underskrive aftalen om løsladelse af alle gidslerne.
Netanyahu og Trump blev under opkaldet desuden enige om at fortsætte deres tætte samarbejde, og Netanyahu har inviteret Trump til at tale i Knesset, som er Israels parlament, fremgår det.
Onsdag sagde Trump, at han i weekenden muligvis vil rejse til Mellemøsten i forbindelse med forhandlingerne om krigen i Gaza. Senere sagde han, at rejsen sandsynligvis ville gå til Egypten.
Natten til torsdag siger en unavngiven israelsk embedsmand til det amerikanske medie CNN, at landet forbereder sig på et muligt besøg fra Trump i starten af næste uge. Hvorvidt Trump tager imod invitationen til at tale i Knesset, står endnu ikke klart.
Første fase af fredsplanen handler om frigivelse af gidsler fra Gaza og løsladelse af palæstinensiske fanger i Israel. Det er fra officielt hold ikke blevet meddelt, hvornår løsladelserne vil finde sted.
En unavngiven embedsmand i Det Hvide Hus siger til CNN, at USA vurderer, at det vil ske mandag – men at det kan blive fremskyndet.
En unavngiven kilde i Hamas siger til nyhedsbureauet AFP, at Hamas vil udveksle 20 levende gidsler med 2000 fængslede palæstinensere, og at det vil ske inden for de første 72 timer, efter at aftalen træder i kraft.