Trump med kæmpe Ukraine-melding

Den amerikanske præsident, Donald Trump, kommer fredag middag dansk tid med en stor Ukraine-melding. “Det kan føre til noget stort,” lyder det

Tidligere på måneden blev Rusland og Ukraine enige om udveksling af 1000 krigsfanger fra hver side

En stor fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine er netop blevet “gennemført”, skriver USA’s præsident, Donald Trump, fredag på Truth Social.

Trump skriver også, at den vil “træde i kraft om kort tid”.

– Tillykke til begge parter med denne forhandling. Dette kan føre til noget stort???, skriver Trump.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Donald Trump
USAs præsident, Donald Trump

Det fremgår ikke af det kortfattede opslag, hvordan det hænger sammen, at fangeudvekslingen er blevet “gennemført”, samtidig med at den vil træde i kraft om kort tid.

Hverken Rusland eller Ukraine har udtalt sig om eller bekræftet Trumps udmelding.

Tidligere på måneden blev Ukraine og Rusland i Istanbul enige om at udveksle 1000 krigsfanger fra hver side.

Financial Times-journalisten Christopher Miller skriver på det sociale medie X, at ukrainske embedsmænd siger, at udvekslingen er i gang. Den vil foregå med tre udvekslinger over tre dage. Den omfatter hovedsageligt militærfolk, men også civile, skriver han.

Ukraine leverede torsdag en liste på 1000 krigsfanger til Rusland. Det meddelte en embedsmand i Ukraines militære efterretningstjeneste til nyhedsbureauet Reuters.

Fangeudvekslinger finder sted med jævne mellemrum. Det er et af de få områder, hvor de to lande har et samarbejde.

Mødet i Istanbul var det første møde ansigt til ansigt mellem de to stridende parter i over tre år.

Trump har, siden han satte sig på præsidentposten i januar, presset på for en våbenhvile og fredsaftale i Ukraine, men har foreløbig haft begrænset succes med at få parterne til at enes om længere pauser i kampene.

Det var i februar 2022, at Rusland invaderede Ukraine. I dag kontrollerer Rusland omkring en femtedel af Ukraine og hævder også, at områderne formelt er russiske. Det accepterer hverken Ukraine eller landets europæiske allierede.

/ritzau/