Trump gentager budskab om Grønland: ‘Jeg tror, at vi kommer til at få det’

USA’s præsident, Donald Trump, gentager natten til torsdag, at USA har brug for Grønland “af hensyn til sikkerheden”.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er uklart, hvor præsidenten har udtalt sig. Tidligere på natten deltog han i en konference i Miami i delstaten Florida.

Forholdet mellem Danmark og USA har efter Trumps tiltrædelse været stormomsust, efter at Trump har udtrykt ønske om ejerskab over Grønland.

Spørgsmålet om ejerskabet over øen blev brandvarmt, da han i december luftede sine tanker om ejerskab og kontrol over Grønland i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Siden har han ved flere lejligheder udtrykt ønske om at tage ejerskab over øen.

– Jeg tror, at vi kommer til at få det, sagde præsident i slutningen af januar i et interview med CNN.

Den 10. februar stod præsidenten i et interview med journalister om bord på Air Force One fast på, at USA skal udvides med Grønland, Canada og senest også Gazastriben.

Præsidentens ønske om kontrol over Grønland er blevet afvist af både formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, og statsminister Mette Frederiksen (S).

Donald Trump talte i første omgang om at købe Grønland tilbage i 2019. Det var under hans første periode som præsident.

Danmark står over for et markant vejrskifte, advarer DMI i deres seneste vejrudsigt.