Trump bekræfter selv stort angreb: ‘Vi har taget præsidenten til fange’

En amerikansk embedsmand bekræfter over for Reuters, at USA lørdag har udført angreb mod mål i Venezuela. Ifølge flere amerikanske medier har den amerikanske præsident, Donald Trump, beordret angrebet. Kort før klokken 10.30 bekræfter præsidentet selv angrebet. Læs opdatering i bunden af artiklen.

Venezuela er natten til lørdag lokal tid blevet angrebet af USA.

Det bekræfter Venezuelas regering i en udtalelse ifølge Reuters.

Angrebene har ramt hovedstaden, Caracas, samt delstaterne La Guaira, Miranda og Aragua.

En unavngiven amerikansk embedsmand bekræfter over for Reuters, at USA har udført angreb i Venezuela.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af Donald Trump.

Formålet med USA’s angreb er ifølge den venezuelanske regering at få adgang til landets oliereserve og andre naturressourcer.

Som følge af angrebene har Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, erklæret national undtagelsestilstand i landet.

Se også
Eksplosioner og lavthængende fly over hovedstad

Desuden vil Venezuela bede FN’s Sikkerhedsråd og FN’s generalsekretær om at fordømme nattens angreb, lyder det i udtalelsen fra landets regering.

USA’s administration har ikke officielt be- eller afkræftet, at landet står bag nattens angreb.

Ifølge flere ikke-navngivne kilder er det dog bekræftet, at det er det amerikanske militær, der står bag angrebet.

Det skriver både CBS News, Fox News og Reuters ifølge TV 2.

CBS skriver endda, at Donald Trump skulle have beordret angrebet for flere dage siden.

Flere medier rapporterede tidligere lørdag om eksplosioner og strømafbrydelser nær en større militærbase i hovedstaden.

Blandt andet beskrev nyhedsbureauet AP, at lavtflyvende fly og mindst syv eksplosioner var hørt omkring klokken 02.00 lokal tid i Caracas.

Derudover rapporterede flere lokale medier om eksplosioner i delstaterne La Guaira og Miranda, som begge ligger ud til Venezuelas kyst.

I de seneste måneder har USA’s præsident, Donald Trump, øget presset på Maduro, og USA har angrebet flere skibe i Stillehavet og Det Caribiske Hav.

USA har anklaget de ombordværende på skibene for at smugle narkotika – blandt andet fra Venezuela til USA.

Maduro har til gengæld beskyldt USA for at forsøge at opnå et regimeskifte i Venezuela for at få adgang til landets enorme oliereserver.

Donald Trump har gentagne gange advaret om, at operationer på landjorden i Venezuela kan komme på tale, samtidig med at han har øget USA’s sanktioner mod Venezuela og USA’s tilstedeværelse i regionen.

Mandag hævdede USA’s præsident, at USA havde ødelagt en havnekaj i Venezuela, hvilket hverken er be- eller afkræftet af Maduro.

Opdatering:

Klokken 10.21 lørdag formiddag bekræfter USA’s præsident, Donald Trump, at USA står bag angrebet.

Det skriver han på sit sociale medie Truth Social.

Han oplyser samtidig, at Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, er blevet taget til fange og fløjet ud af landet sammen med sin hustru.

‘USA har med succes udført et storstilet angreb mod Venezuela og dets leder, præsident Nicolás Maduro, som sammen med sin kone er blevet taget til fange og fløjet ud af landet,’ skriver han.

Klokken 17 dansk tid holder Donald Trump pressemøde om situationen fra sit residens i Mar-a-Lago.

Presse-fotos.dk følger sagen.

Korte videoer