Venstres formand deltager lige nu ikke i regeringsforhandlinger, efter at han blev akutopereret i øjet. Nu raser han mod DR-podcast efter kommentarer.
Det må alt andet lige være svært at blive henvist til sidelinjen midt i vigtige regeringsforhandlinger, på grund af at man skal komme sig efter sygdom.
Men det er altså den situation, som Venstres formand Troels Lund Poulsen står i i disse dage, efter at han den 6. april meldte ud, at han var blevet akut opereret i øjet.
Fredag skete det så, at Venstre blev inviteret tilbage i regeringsforhandlingerne, og dermed måtte formanden afstå fra at deltage, da Venstre-repræsentanter mandag mødte op hos Mette Frederiksen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Og Troels Lunds fravær er blevet bemærket og omtalt i den populære politiske DR-podcast ‘Magten’, hvor vært Pia Glud Munksgaard og de to tidligere spindoktorer Jacob Bruun og Steffen Hjaltelin angiveligt gav Venstre-formanden hårde ord med på vejen.
Noget, der ikke falder i god jord hos Troels Lund, da partiformanden ikke ønsker at ‘tage chancer’, når det gælder hans syn og helbred.
‘Derfor er jeg ærligt talt også noget rystet over, at jeg i går af en politisk kommentator i en DR-podcast bliver kaldt både ‘svag’, og at det er et ‘kæmpe svaghedstegn’, at jeg ikke deltog i regeringsforhandlingerne i mandags, fordi jeg har ‘ondt i øjet,’ skriver Troels Lund i et opslag på X:
‘Normalt gider jeg ikke synke ned på det niveau. Men helt ærligt, nu er min grænse nået for, hvad jeg vil finde mig i!’
Troels Lund blev som sagt akut øjenopreret i påsken, hvor det lød, at han havde det godt efter omstændighederne.
Men ifølge Venstre-formanden, der er glad for, at alt indtil videre er gået godt, kunne det have endt helt galt.
‘Jeg har været meget tæt på at miste mit syn på grund af en nethindeløsning og jeg skal holde mig i ro i håbet om at få mit syn tilbage. Ingen er mere ked af den situation end mig,’ skriver han i opslaget.
Han fortæller desuden, at der derfor ‘går lidt endnu’, før han igen kan deltage fysisk ved alle møder.
Indtil bliver telefonen dog flittigt brugt til at drøfte forhandlignerne med partikollegaer og resten af holdet i Vesntre, lyder det.
Venstre var torsdag til forhandlinger på Marienborg med den fungerende statsminister Mette Frederiksen.
Forhandlingerne forventes at fortsætter fredag, hvor Enhedslisten ifølge DR er trådt i forhandlingslokalet klokken 10.
