Der er kun én blå statsministerkandidat ifølge Troels Lund Poulsen, og det er ham selv. Andre har meldt sig.
Venstres formand og statsministerkandidat, Troels Lund Poulsen, ser kun én blå statsministerkandidat.
Og det er Troels Lund Poulsen.
Det siger han i et interview med Jyllands-Posten.
Der er ellers andre fra den borgerlige og blå fløj, der har meldt sig på banen. Det gælder formand for Borgernes Parti Lars Boje Mathiesen, og så gælder det Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh.
Sidstnævnte har gjort det klart, at han er klar til at tage ansvaret på sig som statsminister, hvis “pilen peger” på ham, og at Liberal Alliance bliver det største borgerlige parti.
Troels Lund Poulsen bliver spurgt af Jyllands-Posten om, han anerkender, at Vanopslagh er statsministerkandidat.
– Det er slet ikke noget med at anerkende. Jeg har meldt mig som statsministerkandidat, og det har jeg gjort med opbakning fra flere blå partier. Havde jeg syntes, at Alex Vanopslagh skulle være statsministerkandidat, havde jeg valgt at pege på ham, siger han til mediet.
Den seneste meningsmåling fra Voxmeter viser dødt løb mellem Venstre og Liberal Alliance i blå blok.
Her står de til at blive lige store med 9,4 procent af stemmerne hver.
Troels Lund Poulsen har dog “helt ro i maven” over, at Venstre bliver det største blå parti efter valget tirsdag, siger han til Jyllands-Posten.
For Liberal Alliance er målingen fra Voxmeter en tilbagegang fra seneste måling, hvor partiet stod til 11,0 procent.
Hvis målingen også afspejler selve valgresultatet, vil det være det dårligste folketingsvalg nogensinde for Venstre. Det hidtil dårligste valg fik Venstre i 1987 med 10,5 procent.
/ritzau/