Den nuværende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), vil være statsminister i Danmark efter valget til Folketinget 24. marts 2026.
Troels Lund Poulsen – der også er formand for Venstre – skriver på Facebook:
“Vi lever i en usikker og omskiftelig tid.
Derfor er danskernes sikkerhed og tryghed det vigtigste for mig. Og derfor skal Danmark være i sikre hænder.
Der er brug for, at vi holder fast i en ansvarlig økonomisk kurs for Danmark, hvor vi giver danskerne flere penge mellem hænderne og gør det mere attraktivt at drive virksomhed. En ansvarlig økonomisk kurs vil sikre arbejdspladser og udvikling i hele landet.
Min førsteprioritet er en ansvarlig borgerlig regering, som er optaget af at styrke kernevelfærden, gøre endnu mere for Danmarks sikkerhed, stramme udlændingepolitikken, gøre det billigere at være dansker og styrke vores konkurrenceevne i en verden, hvor Danmark og Europa skal kunne langt mere selv. For verden er forandret.
Jeg frygter, at hvis de røde partier med Mette Fredriksen får flertal, så vil de overdynge danskerne og vores virksomheder med nye høje skatter. Det vil blive langt dyrere at være dansker.
Det vil ikke være godt for økonomien, for vores velstand og for vores muligheder for at investere i endnu mere sikkerhed og i kernevelfærd.
Derfor stiller jeg mig selv til rådighed for at lede en ansvarlig borgerlig regering i Danmark. Det gør jeg, fordi politik aldrig har været vigtigere i min levetid.
Jeg tror på Danmark og vores kongerige – det skal vi forsvare. Vi er som land udfordret af Putin fra øst og Trump fra vest.
Det betyder, at vi alle skal træde frem og gøre endnu mere. Og det er også derfor, at jeg stiller mig selv til rådighed nu, hvis danskerne vil vise mig tilliden.
Jeg vil bruge al min politiske erfaring, som har bragt mig forbi syv forskellige ministerier i de seneste 20 år og senest som forsvarsminister i den historiske oprustning.
Jeg vil gøre en dyd ud af at samarbejde med alle partier, ligesom jeg har gjort som forsvarsminister i de seneste tre år.
Jeg er klar til at påtage mig ansvaret for at lede vores land.”
Statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valget tidligere torsdag. Hun har været statsminister siden 2019, men Venstre har deltaget i regeringen sammen med Moderaterne siden valget i 2022.
