Troels Lund afviser Ruslands ambassadør: Det er propaganda

Det er noget vrøvl, når Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, påstår, at det danske forsvar er underfinansieret.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til TV 2. Analysen holder ikke, mener han.

– Den er fuldstændig forkert og er jo en del af den russiske propaganda, som jeg tror, at vi skal til at vænne os til at blive mødt af, siger forsvarsministeren til mediet.

Vladimir Barbin siger til det statslige russiske nyhedsbureau Tass, at Danmarks forsvar er blevet efterladt mere eller mindre forsvarsløst som følge af støtten til Ukraine i krigen mod Rusland.

– Danmark har allerede afsat cirka 7,5 milliarder dollar (omkring 54 milliarder kroner, red.) til militær hjælp til Kyiv-regimet. Derfor er det danske forsvar underfinansieret. Der er intet luft- og missilforsvar, siger Vladimir Barbin ifølge Tass.

Troels Lund Poulsen køber ikke ambassadørens præmis om, at Danmarks støtte til Ukraine har svækket mulighederne for at styrke det danske forsvar.

Forsvarsministeren peger på, at Danmark, ud over at støtte Ukraine med op mod 70 milliarder kroner, også har sat yderligere omkring 200 milliarder kroner af til at investere i forsvaret i Danmark.

Dette sker ifølge Troels Lund Poulsen både for at imødekomme Danmarks forpligtelser i forhold til Nato, men også for at styrke eget forsvar.

Troels Lund Poulsen ser også støtten til Ukraine som en hjælp i forhold til Danmarks egen sikkerhed mod præsident Vladimir Putins Rusland.

– Det, at ukrainerne kan slå tilbage mod den aggression, de er udsat for, er jo netop med til at gøre, at Rusland ikke bare får lov til at rulle tættere på os.

– Derfor er det faktisk en rigtig god idé at have en stærk indsats i at støtte Ukraine, siger han til TV 2.

Rusland invaderede Ukraine for snart tre år siden, og siden har de to store nabolande været i krig.

I flere Facebook-grupper omtales de nye fotovogne. Og folk er forvirrede. Det hele skyldes en ny vejafgift. Bliv klogere på den her.